For ni år siden satte Martin Brygmann ’Det Brune Punktum’ for sin karriere som showentertainer. Først nu er han - og hans kone Marianne Lykkesfeldt - tilbage med showet 'De fleste ulykker sker med lemmet', som har premiere i maj på Bellevue Teatret i Klampenborg.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Sammen med Peter Frødin og Hella Joof tjente Martin Brygmann store penge dengang med 'Punktummet'.

Det var dengang. Denne gang satser han og hans kone Marianne Lykkefeldt alt økonomisk. Hun har ligefrem opsagt sit job som arkitekt for at få tid til det fælles projekt.

Penge betyder ikke noget

- Jeg har brugt nogle år på mit show og det nye album. Jeg har sørget for at holde skindet på næsen, så Marianne og jeg har kunnet bruge den fornødne tid på det, siger Brygmann til B.T.

- Der ligger så mange timers forberedende arbejde i det, at jeg er helt nede i det røde felt økonomisk. Men det er opfyldelsen af en drøm. Hvis det ikke går, må vi sælge huset. Og det er lige meget for mig. Penge betyder ikke noget. Det kan jeg sige af et helt ærligt hjerte. Hvis bare jeg har noget mad, og mine børn ikke sulter, så er det fint med mig. Jeg har ikke haft tid til at tjene penge, siger Martin Brygmann.

Bankfolkene er med

Indimellem tager han nogle musikjob med en duo, han har sammen med vennen Kim Wagner, samt nogle konferencierjob.

- Jeg har inviteret mine bankfolk til premieren, så de kan se årsagen til alle de røde felter, siger Martin Brygmann.

Han har ligefrem indspillet et par numre om sit forhold til penge, 'Hvorfor har jeg aldrig tjek på min økonomi?' og 'Fremmedgjort'.

Eller måske rettere om sin ulyst til at forholde sig til alt det, der følger med at blive voksen: regnskaber, skat, friværdi etc.

- Det handler om alle de ord, jeg ikke forstår. På en måde er det et latterligt forsøg på at holde fast i min barnlighed. Jeg kan ikke den lille tabel i alder af 48. Det er jo dybt latterligt. Når jeg nærmer mig 7 x 9 eller 7 x 8. De to nævnte numre er en fornægtelse af at blive voksen, siger Martin Brygmann.

Gemmer sig bag masker


I det nye show eksperimenterer Brygmann med formen. Forskellige komiske figurer som Todd, Rasmus og Jørgen er alle karikaturer af sider i hans egen personlighed.

- Jeg har altid fået at vide, at jeg gemmer mig bag masker. Mine skolelærere sagde, at jeg skulle være mig selv. Det var svært, for jeg anede ikke, hvem Martin Brygmann var. Jeg ved det egentlig heller helt ikke i dag.


'De fleste ulykker sker med lemmet' har premiere på Bellevue den 5. maj.