Det var først, efter han angiveligt havde jagtet hende rundt i deres hjem med en økse, hun valgte at forlade ham.
En junidag listede skuespillerinde Esme Bianco sig ud af lejligheden, mens hendes kæreste lå og sov. En måned senere sendte hun ham en mail. Hun slog op. Forlod sit store idol, som var endt med at blive hendes kæreste.
Sagde endegyldigt farvel til Marilyn Manson efter med egne ord at have været holdt som fange gennem hele deres forhold.
»Jeg havde ingen værdighed tilbage,« fortæller hun i et stort interview med The Cut.
Her står 'Game of Thrones'-skuespillerinden som den seneste af en lang række kvinder frem og deler gruopvækkende beretninger fra sit forhold med Marilyn Manson.
Hun tøver ikke med at kalde ham et monster. Fortæller, at deres forhold har givet hende ar på sjælen og ptsd.
De to mødte hinanden første gang i 2009. I årevis havde den dengang 23-årige skuespillerinde været stor fan af den noget ældre rockmusiker. Hun glædede sig.
Men allerede ved første møde blinkede advarselslamperne.
Esme Bianco skulle være med i en af Marilyn Mansons musikvideoer. Hun skulle ifølge eget udsagn spille, at hun blev mishandlet af ham. Og at hun kunne lide det.
»Jeg tilbragte de næste tre dage iført undertøj, hverken sov eller spiste rigtigt, mens Manson serverede kokain i stedet for mad,« fortæller hun.
Flere gange tog sangstjernens voldsomme temperament over. Han blev »voldelig, bandt hende med kabler til et knæfald, piskede hende og brugte et elektrisk sexlegetøj kaldet en Violet Wand på hendes sår«.
Umiddelbart efter indledte den britiske skuespillerinde og den amerikanske musiker et langdistanceforhold. I 2011 flyttede hun ind hos ham i Hollywood.
Under forholdet oplevede Esme Bianco med egne ord ofte, at »han uden samtykke bed hende under sex, så hele hendes krop fik blå mærker«. Hun sagde ikke fra. For det turde hun ikke.
»Jeg kom og gik, som det behagede ham. Hvem jeg talte med, var fuldstændig kontrolleret af ham. Jeg gemte mig i skabet, når jeg ringede til min familie,« fortæller hun.
Det hele eskalerede ifølge skuespillerinden, da han begyndte at skære i hendes torso med en kniv. Igen og igen.
»Jeg kan huske, at jeg bare lå der. Jeg kæmpede ikke imod.«
»Det var en måde den sidste dråbe. Jeg mistede alt håb og tryghed,« fortæller hun.
Hendes voldsomme beretninger og anklager kommer i kølvandet på, at skuespillerinde Evan Rachel Wood for nylig fik skandale-lavinen til at rulle ned over Marilyn Manson.
I et Instagram-opslag berettede hun, hvordan sangeren, som også går under det mere borgerlige navn Brian Warner, igennem flere år forulempede hende groft.
'Jeg var hjernevasket og manipuleret til undertrykkelse,' skrev hun.
Hurtigt meldte andre stemmer sig. Stemmer fra kvinder, der ligeledes anklagede Marilyn Manson for at have misbrugt dem.
Nu er mindst et dusin stået frem, og Marilyn Manson er gået i flyverskjul. Han afviste dog i sidste uge, at de voldsomme beskyldninger skulle have noget på sig:
»Mit liv og min kunst har længe været en magnet for det kontroversielle, men disse påstande imod mig er nogle forfærdelige forvridninger af virkeligheden.«
»Mine intime forhold har altid været med samtykke fra ligesindede partnere, uanset hvordan – og hvorfor – andre nu vælger at genfortælle fortiden forkert. Det er sandheden.«