Tonen på sociale medier er blevet for hård. For hadefuld og umenneskelig. Så meget over grænsen, at flere prominente navne den seneste tid har taget et opgør med netop tonen.

Debatten har fået skuespillerinde Marie Bach Hansen til at tænke på noget, der skete for otte år siden. Noget, hun indtil nu har holdt for sig selv.

Det startede godt, fortæller hun i et stort interview med Femina. Hun og hendes kollegaer fra 'Arvingerne', Trine Dyrholm og Carsten Bjørnlund, var en lørdag inviteret i 'Mads og Monopolet'.

Som »kæmpefan« af programmet havde Marie Bach Hansen glædet sig, og da hun kom hjem efterfølgende, var hun helt høj på oplevelsen. Lige indtil hun begav sig ud på de sociale medier.

Her svinede folk hende til. Syntes, hun var irriterende. At hun burde holde sin kæft.

»Jeg fik simpelthen et chok af at læse det. Jeg lå under dynen og græd en hel dag. For dengang for otte år siden talte vi ikke om den syge debatkultur, der er opstået med de sociale medier, så jeg tog det på min egen kappe og tænkte: 'Fuck, Marie, du skulle ikke have sagt det og det, og måske var det dumt, at du sagde sådan og sådan',« fortæller hun til Femina.

De mange sure opstød gjorde hende blind for de søde kommentarer. Gjorde, at hendes ellers gode oplevelse i studiet faldt i baggrunden.

Den 35-årige skuespillerinde talte dengang med sin familie om tilsviningerne, men slog det siden hen.

Marie Bach Hansen er i øjeblikket aktuel i TV 2-serien 'Hvide Sande'.
Marie Bach Hansen er i øjeblikket aktuel i TV 2-serien 'Hvide Sande'. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Det er først nu, hvor debatten om tonen på nettet for alvor har vundet indpas, hun er kommet i tanke om den rystende oplevelse.

Debatten blev for alvor antændt i marts, da flere 'X Factor'-deltagere og dommere tog bladet fra munden og berettede om de mange hadefulde kommentarer, de måtte lægge ører til.

»Skrid hjem til Afrika,« lød én besked til en deltager.

»I burde skamme jer, så klamme I er,« lød en anden. Og der var mange, mange flere.

Snakken om den hårde tone nåede helt ind i Folketinget, hvor Pia Olsen Dyhr bragte den på dagsordenen. Både her og efterfølgende blandede statsminister Mette Frederiksen sig.

'Tonen på de sociale medier er blevet ualmindeligt barsk,' skrev hun blandt på Instagram og fortsatte:

'Ingen bør bære så hårde og hadefulde ord på sine skuldre. Særligt ikke vores børn og unge,' lød det videre i opslaget, hvor hun også takkede de modige 'X Factor'-deltagere for at stå frem.

Tidligere samme dag havde hun i Folketingssalen givet udtryk for, at hun var villig til at se på, om teknologivirksomheder som Facebook skal pålægges et ansvar for indholdet på deres platforme.

En idé, som Facebooks politiske chef, Martin Ruby, ikke var afvisende overfor. Overfor TV 2 udtrykte han dog også, at Facebook ikke kan kæmpe kampen mod digital mobning alene.

Han uddybede, at Facebook står med et stort arbejde i forhold til at rydde ud i hadefulde ytringer.

For mens nogle er decideret ulovlige – eksempelvis racistiske udsagn og hate speech – befinder andre sig i en gråzone, lød det.

»Jeg synes, at vi har et samfundsproblem. Det er noget, der har været der i lang tid, og jeg synes, at det er et kulturproblem, som der ikke er nogen let løsning på.«