TV 2 har allerede meldt ud, af 'Vild med dans' vender tilbage med en ny omgang i det nye år. Men om dommer Marianne Eihilt også her er med, står mere i det uvisse.
Det er nemlig ikke en beslutning, Marianne Eihilt på stående fod kan tage. Det fortæller hun til Billed-Bladet.
Udover at TV 2 og produktionsselskabet Mastiff skal sige ja, så har hun også en familie at tage hensyn til, forklarer hun.
»Det afhænger også af, hvordan det fungerer på hjemmefronten. Jeg har jo to små børn, og det skal også hænge sammen. Så på den måde er det ikke en beslutning, jeg kan tage alene.«

Den 17. sæson af 'Vild med dans', som netop er overstået, var anden sæson, Marianne Eihilt Eihilt sad blandt dommerpanelet.
I 2019 debuterede hun som dommer i programmet, da Britt Bendixen måtte trække sig grundet operation.
Hun uddyber over for Billed-Bladet, at hun lige nu har lyst til at fortsætte som dommer – men at det for hende også handler om, at det »ikke skal gå ud over andre«, når hun fredag efter fredag laver 'Vild med dans'.
Over for B.T. har Marianne Eihilt tidligere forklaret, at hun dog ikke tog det som en selvfølge at blive spurgt igen:

»Jeg havde ikke regnet med det. Det kan man ikke tage for givet, når man er afløser. Det er lidt jysk beskedenhed. Sådan er det.«
»Selvfølgelig havde jeg håbet på at vende tilbage. Men jeg ville faktisk have det dårligt, hvis jeg på en måde skulle overtage pladsen fra én. På deres bekostning. Det var ikke min opgave, følte jeg. Så det ville jeg have haft det svært med.«
Hun har tidligere været med i flere sæsoner som danser, og i 2007 og 2008 vandt hun programmet.
'Vild med dans' anno 2020 blev i øvrigt vundet af skuespiller Merete Mærkedahl og danser Thomas Evers Poulsen.
