Sangerinden led følelsesmæssig overlast i sit første ægteskab

Da den yppige sangfugl Mariah Carey gæstede talkshow-veteranen Larry King i går, løftede hun sløret for hvad der foregik bag lukkede døre, da hun i 1993 var gift med Sony chefen Tommy Mottola.

Afsløringen kom da Carey kommenterede sangerinden Rihannas voldelige forhold til Chris Brown, der tævede Rihanna gul og blå tidligere i år.

- Jeg kan ikke forestille mig hvad Rihanna gennemgik, da hun blev banket. Jeg var meget beskyttet, da jeg startede i branchen. Jeg fik dårligt nok lov til at gå ud af huset, fortalte den 40-årige sangerinde.

Da Larry King spurgte Carey om hun var blevet misbrugt i sit ægteskab, svarede hun at misbrug ikke var ukendt for hende, og at det findes i flere afskygninger.

- Det er uhyggeligt at bryde ud af et destruktivt forhold. Jeg tror bare at man havner i en situation hvor man føler sig låst inde, hvis man befinder sig i et forhold mage til det jeg var i, sagde stjernen, og tilføjede at Mottola kontrollerede alle aspekter af hendes liv.

Carey, der er filmaktuel med "Precious", lever i lykkelig tosomhed med tv-stjernen Nick Cannon, som hun giftede sig med i 2008.