Mariah Carey leverede sit livs nok dårligste præstation, da hun nytårsaften skulle synge nytåret ind på Times Square i New York foran millioner af håbefulde amerikanere, der fulgte med enten på pladsen eller via fjernsynet.

Siden er hendes lejr og produktionsselskabet bag showet endt i en krig på ord, og nu tager superstjernen selv bladet fra munden og giver sin forklaring på, hvordan det kunne gå så grueligt galt.

Det sker efter, at Dick Clark Productions har fralagt sig alt ansvar for, at Mariah Carey gik helt ned på scenen og ved flere lejligheder helt opgav at synge, ikke udførte sin planlagte koreografi, brokkede sig over sin mikrofon, og blev fanget i playback, da hendes stemme på et tidspunkt fortsatte med at gjalde ud af højttalerne, selvom hun end ikke mimede på scenen.

I et interview med Entertainment Weekly siger Mariah Carey skarpt, at den legendariske producer Dick Clark, som har givet produktionsselskabet sit navn, aldrig havde villet lægge navn og rygte til det, hun blev udsat for nytårsaften.

»Det eneste, jeg kan sige, er, at Dick Clark var en fantastisk person, og jeg var så heldig at arbejde sammen med ham, da jeg var ny i musikbranchen. Min holdning er, at Dick Clark ikke ville have ladet en sanger gå igennem det. Han ville have følt sig ligeså ydmyget, som jeg gjorde, mens det stod på,« siger Mariah Carey.

Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Mariah Careys repræsentant har allerede forsvaret superstjernens elendige optræden med, at hendes øresnegl ikke virkede under showet - til trods for at hun ifølge repræsentanten havde fået lovning på, at problemet ville blive løst.

»I stedet for at prøve at løse problemet, så Mariah kunne optræde, begyndte de at sende live,« fortæller Mariah Careys repræsentant Nicole Perna til ABC News og understreger, at der ikke havde været lydproblemer, da Carey havde øvet sig tidligere på dagen.

Dick Clark Productions kalder anklagerne 'absurde' og slår fast, at de ikke havde nogen skyld i de 'udfordringer, Ms. Marey oplevede under sin optræden nytårsaften'.

Det er Mariah Carey bestemt ikke enig i, og hun sender da også noget af en stikpille tilbage til produktionsselskabet bag det famøse nytårsshow.

»Det vil ikke få mig til ikke at optræde ved live-events i fremtiden. Men jeg vil have mindre tillid til at bruge folk, som ikke er en del af mit team,« siger Mariah Carey til Entertainment Weekley.

Foto: STEPHANIE KEITH
Vis mere

Den dårlige optræden førte hurtigt til en heftig kritik af den 46-årige sangerinde, der blandt andet er blevet kaldt pinlig.

'S..t happens. Hav et godt og sundt nytår alle sammen. Her er (en skål, red.) for at lave flere overskrifter i 2017,' skrev sangerinden og indikerede dermed, at hun godt vidste, at en mediestorm var i vente.

Du kan se Mariah Careys nedsmeltning foran millioner af amerikanere i videoen herunder.