Den danske musicalsanger Maria Lucia Rosenberg var ude for en meget ubehagelig oplevelse. Og den fik følger, da hun skulle opereres på Zanzibar, fortæller hun onsdag aften på den røde løber til gallapremiere på 'Last Christmas'.

Det begyndte i hendes lejlighed. Hun tog et skridt, så to, og pludselig lå hun på gulvet. Med blod udover det hele.

»Jeg var uheldig. Der skete det mest dumme, der overhovedet kunne ske. Jeg snubler. Jeg går fra sofaen til køkkenet og på den korte distance med en tallerken i hånden,« siger 35-årige Maria Lucia Rosenberg, der havde glatte sokker på.

»Jeg fik en flænge på størrelse med en lillefinger her i brynet. Det blødte så meget. Jeg var så rædselsslagen,« siger hun.

Maria Lucias højre hånd er forstuvet og hun måtte syes med seks sting. Seks sting, som skulle også fjernes. Og det blev lidt af en oplevelse.

Allerede i begyndelsen af oktober afslørede hun på sin Instagram, at der var sket noget slemt, men uden at fortælle detaljer. Hun afslørede også, at hun skulle syes på Zanzibar.

Og der gik det igen galt, afslører hun.

»Den anden uheldige del var, at jeg skulle have fjernet stingene på min ferie til Zanzibar«

»Det var voldsomt at sidde på en skadestue med en dame, der havde gigthænder.«

»Hun så på det, som om hun ikke anede, hvad det var. Hun fjernede hele brynet frem for at hive trådene ud.«

»Så jeg var glad for 14 dage, hvor brynet langsomt kunne vende tilbage,« siger Maria Lucia.

Onsdag aften er der heller intet at se på hendes ansigt, og hun ønsker ikke at vise et billede frem, hvor hun kun har et øjenbryn. Heller ikke på hendes Instagram.

»Hvorfor skulle jeg det? Det er da lige meget.«

Maria Lucia Rosenberg er stadig aktiv med teater og musicals. Som helt ung medvirkede hun desuden i den danske ungdomsfilm 'Tøser + drengerøve'.