»Relationer mellem mennesker er noget af det vigtigste her i livet – det ser jeg tydeligere nu end før.«

Maria Lucia Heiberg Rosenberg er snart tilbage efter endt barsel i musicalkomedien 'Waitress'. Imens teatret og landet har været lukket ned, er hun blevet mor, og hun har været nødsaget til at bruge sin barsel kreativt, da den hverken har indeholdt babysvømning eller rytmiktimer. Til gengæld har den seneste tid som nybagt mor gjort hende mere bevidst om, hvor vigtige relationer er for os mennesker.

Hvad har du lært af at blive mor?

»At nødvendigheden og styrken i at være fuldt ud til stede i nuet kan skabe magi. At glemme omverdenen og zoome ind og trække vejret sammen. Det er svært, men jeg øver mig hver dag. Det er blot, som om det er blevet lidt nemmere at forstå, efter jeg fik min søn, fordi det er opstået ud af en nødvendighed, da jeg jo de første måneder af hans liv er hans primære livskilde. Der er ikke noget, der hedder 'jeg gør det senere' eller 'jeg kan gøre det her og det her samtidig'.«

Hvad er det vigtigste, du vil lære din søn?

»At være god mod sig selv og andre mennesker. Lære ham at forstå, hvordan mennesker kan reagere forskelligt i samme situation, fordi de har forskellige baggrunde og lever i forskellige miljøer. Han skal lære, at alle kæmper med noget, men det er ikke alle, der forvalter den smerte lige godt. Nogle lader det gå ud over andre, fordi de ikke har redskaberne til at forstå, hvad de skal gøre for at få det bedre. Jeg håber, jeg kan lære ham forskellen og vigtigheden i at se sig selv først, før man peger fingre og lader det gå ud over andre.«

Hvordan har du brugt din barsel?

»Indespærret på grund af corona og lockdown. Jeg havde barsel i cirka seks måneder, men det føles som længere tid, da den forestilling, jeg var på, lukkede ned i marts 2020. Det var i slutningen af mit andet trimester, og min dreng blev født 27. juni. Ingen babysvømning, rytmiktimer eller andet, som jeg tænker, de fleste barslende bruger tid på. Derfor har jeg prøvet at være kreativ på den front og ellers blot gået lange barnevognsture. Jeg så faktisk min mødregruppe helt i begyndelsen, men den er også gradvist blevet sat på pause, som forsamlingsforbuddet er blevet strammere og strammere.«

Hvilke prioriteter og tanker har du gjort dig?

»Min søn kommer før alt! Før i tiden var det mit arbejde, der gjorde det – også før familie. Men med ham er det hele vendt på hovedet, og familien er kommet foran. Det er stadig svært nu her, fordi jeg er begyndt at arbejde igen, og man hurtigt falder ind i gamle mønstre, men jeg kan mærke, at jeg dybt inde er forandret i den henseende, og det er jeg faktisk virkelig lykkelig for. Relationer mellem mennesker er noget af det vigtigste her i livet. Det ser jeg tydeligere nu end måske nogensinde før.«

Hvad har coronapandemien betydet for din første tid som mor?

»Ved den første lockdown i marts 2020 var jeg stadig gravid, så der var jeg klart fyldt med en del forvirring og ængstelse over, hvad det hele var, og hvordan det eventuelt kunne påvirke mig og min baby. Jeg brugte mest tid indenfor, da gravide blev anset som en særlig sårbar gruppe. Jeg gik i kælderen og fandt projekter i gamle kasser, jeg kunne bruge tiden på. Som tiden gik, og man fik flere og flere oplysninger, og sommeren kom, var jeg faktisk ikke særlig bekymret. Den eneste egentlige bekymring fra starten var, hvis min kæreste ikke kunne være med ved fødslen, hvis han skulle være så uheldig at få corona omkring terminsdatoen. Den hang ved! Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle have gennemlevet fødslen uden ham ved min side.«

Hvad betyder moderskabet for dit arbejde?

»Som sagt kommer min søn før alt. Men der skal da klart findes en balance, da jeg også er nødt til at arbejde for at skaffe brød på bordet. Den balance håber jeg også på at lære ham at forstå.«

Hvilken mor ser du op til?

»Min egen mor var en rigtig god mor, synes jeg. Ingen er naturligvis perfekte, men hun gav os børn fokus og plads til at være børn. Og så brugte hun tid på os. At bruge tid med sine forældre som barn var noget af det bedste ... indtil man naturligvis blev for gammel og syntes, de var dumme. Det er vel en del af børns udvikling, tænker jeg.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.