Tirsdag skulle den tidligere TV2-vært og forfatter Maria Hirse have været for Retten i Helsingør - men nu er sagen blevet udskudt.

Fremover lader hun sig forsvare af topadvokaten Henrik Stagetorn i sagen, hvor hun er sigtet for indbrudsforsøg på en gård i Plejelt og for hæleri i Vejby i Nordsjælland, skriver Helsingør Dagblad.

Henrik Stagetorn har tidligere været forsvarer i en række store straffesager, heriblandt den såkaldte tunesersag, hvor to tunesere var tiltalt for at ville dræbe tegneren Kurt Westergaard, ligesom han var forsvarer i Brønderslev-sagen, hvor et forældrepar blev dømt skyldige i vanrøgt, grov vold, voldtægt og seksuelle krænkelser mod deres børn.

Han har også været formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater.

Der er endnu ikke fastsat en ny dato for retssagen, hvor Maria Hirse er tiltalt for indbrudsforsøg, som hun skal have begået sammen med en anden kvinde.

Episoden fandt sted 31. juli sidste år.

Her opdagede en gårdejer og pensioneret politikommissær de to kvinder stå i sin stald ved 23-tiden. Angiveligt for at se på hestebokse.

»Derefter prøver de at stikke af. Jeg løber efter den ene, der falder og slår sig. Jeg får fat i hende og holder hende fast, indtil politiet kommer. At man vælger at begynde at løbe, når lyset bliver tændt, kan kun skyldes, at man ikke har rent mel i posen,« forklarede gårdejeren Henrik Hattel dengang til Helsingør Dagblad.

Maria Hirse, der af de fleste nok er mest kendt som bogstavvender på 'Lykkehjulet', hævdede efterfølgende, at gårdejeren havde væltet hende, og har forklaret, at de ikke ville forstyrre ejeren, fordi klokken var så mange.

Ifølge Henrik Stagetorn nægter hans klient sig fortsat skyldig. Sagen vil snart blive behandlet, siger han til B.T.

»Der er flere grunde til, at sagen er blevet udsat. Jeg er kommet ind med ganske kort varsel, men jeg regner med, at sagen snart bliver fremmet. Min klient glæder sig også meget til at få sagen afsluttet,« siger han.