Den tidligere erhverskvinde Johnny Vang-Lauridsen - også kendt som Margarinedronningen - er gået bort.

Hun blev 86 år gammel.

Hendes søn, Christian Vang-Lauridsen, fortæller til B.T., at hans mor døde lørdag efter en længere kamp mod kræft i bugspytkirtlen.

»Hun fik konstateret det i november sidste år og fik at vide, at hun højst ville leve nogle få måneder mere, men hun var en fighter,« siger Christian Vang-Lauridsen og fortsætter:

(Arkivfoto) Johnny Vagn-Lauridsen er død.
(Arkivfoto) Johnny Vagn-Lauridsen er død. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

»Det var også noget af det sidste, hun sagde til mig. Hun sagde: 'Jeg er en fighter, for ellers var jeg død for længe siden'.«

Johnny Vang-Lauridsen var en af landets mest profilerede erhvervskvinder i begyndelsen af 70'erne, hvor hun først var bestyrelsesformand og siden blev direktør for margarinefabrikken Alfa.

Hun stod i spidsen for fabrikken i over 20 år og var dermed en af hovedpersonerne i den såkaldte margarinekrig mellem de dengang tre største margarineproducenter, Alfa, Solo og Otto Mønsted A/S, der alle kæmpede om at blive den førende virksomhed på markedet.

Det var denne 'krig', som gav hende navnet 'Margarinedronningen'. En krig, der i øvrigt endte med, at hun i 1984 indgik et samarbejde med Unilever.

Arkivfoto af Johnny Vagn-Lauridsen omringet af margarine.
Arkivfoto af Johnny Vagn-Lauridsen omringet af margarine. Foto: PALLE SØNDERSTRUP
Vis mere

Unilever lukkede siden Alfa-fabrikken i 1991, og en konkurrenceklausul betød, at Johnny Vang-Lauridsen ikke måtte beskæftige sig med margarinefabrikation i tre år.

Christian Vang-Lauridsen oplyser til B.T., at hans mor brugte sin sidste tid på Sankt Lukas Hospice.

»Hun nåede at være der i ti dage og var omgivet af vældig dygtige og professionelle medarbejdere. Hun fik en fantastisk god behandling,« siger sønnen.

Han ved endnu ikke, hvornår begravelsen finder sted, da det først bliver aftalt med præsten i morgen, tirsdag.

Han oplyser dog, at han vil offentliggøre dato og sted på Facebook, når detaljerne er på plads.