Hollywood-stjernen Bruce Willis er landet i en massiv shitstorm på sociale medier.

Det skyldes, at der forleden begyndte at florere billeder af den 65-årige skuespiller forlade et apotek uden at være iført et mundbind, som det ellers er påkrævet på grund af coronapandemien.

Ifølge Page Six fandt episoden sted mandag i en af den amerikanske apotekskæde Rite Aids butikker i Los Angeles.

Her skal Bruce Willis angivelig være blevet smidt ud af butikken, fordi han ikke var iført et mundbind – på trods af, at han havde en bandana bundet rundt om halsen, som han kunne have trukket op over munden.

Billederne af Bruce Willis uden mundbind har fået mange folk helt op i det røde felt på sociale medier, hvor 'Die Hard'-skuespilleren er blevet massivt kritiseret for sin manglende ansvarlighed.

Han har siden udtalt til People, at der var tale om en brøler fra hans side, hvorefter han har opfordret folk til at iføre sig mundbind i offentligheden for at hjælpe med at stoppe spredningen af coronavirussen.

»Det var en fejl. Folk skal være sikre, så lad os alle fortsætte med at tage mundbind på,« siger han til det amerikanske medie.

Over 10.000 mennesker er døde med corona i Los Angeles County, som er Californiens epicentrum, når det kommer til virussen.

I alt har det været over to millioner smittede i hele delstaten, hvoraf mere end de 930.000 tilfælde har været i Los Angeles County.