Jubii-stifteren og mangemillionæren Martin Thorborg er en af de efterhånden mange danskere, der mærker virkningerne af corona-udbruddet.
Og den 49-årige serieiværksætter er ramt både arbejdsmæssigt og privat.
På privatfronten er det Martin Thorborgs børn, eller rettere sagt hans ekskone, der har bragt den dødelige virus helt tæt på.
Rigmandens ekskone, Camilla Thorborg, har nemlig været på ferie i et af de belastede områder i Østrig, og derfor er både hun og eksparrets to børn nu blevet sendt i isolation.
»Hun og mine unger sidder nu bare og kukkelurer i Lyngby,« siger Martin Thorborg, der derfor må finde sig i at undvære sine børn, som han ellers skulle have haft mandag.
»Det er ret røv og pisseærgerligt, for jeg kommer til at savne dem, men i det mindste slipper jeg for at gå tur med vores delehund, da den også er i isolation,« griner han.
Han fortæller endvidere, at hans søn, der går i 7. klasse, håndterer isolationen bedre end datteren, der går i gymnasiet.
»Min søn er begejstret og synes, at det er det fedeste nogensinde, fordi han kan bruge hele dagen på at spille computer, mens min datter er noget mere mut, fordi hun er meget social og elsker at rende rundt med sine veninder. Livet var en stor fest for hende, og nu skal hun bare sidde derhjemme.«

Som nævnt er det ikke kun privat, at coronavirussen har konsekvenser for Martin Thorborg. Også professionelt har den danske mangemillionær, der er direktør og medstifter af regnskabsprogrammet Dinero, måttet tage konsekvensen.
Frygten for smitte har nemlig fået Martin Thorborg til at sende samtlige af sine 40 ansatte hjem – indtil videre til i slutningen af næste uge – selvom ingen af dem er blevet smittet.
»Det kan godt være lidt svært at finde hoved og hale i smitterisikoen, så better safe than sorry,« siger han og uddyber:
»Det er let for mine medarbejdere at arbejde hjemmefra, da de laver alt på deres laptop, så i stedet for at sidde 40 mennesker tæt sammen i et lokale, så tænkte jeg, at de jo ligeså godt bare kunne sidde derhjemme.«
Martin Thorborg vurderer ikke, at coronavirussen og hjemsendelsen af medarbejderne vil få økonomiske konsekvenser for hans virksomhed.
»Medmindre folk selvfølgelig mister motivationen, fordi de sidder derhjemme. Men umiddelbart bliver den eneste forskel faktisk, at vi ikke længere kan spille bordfodbold eller spise sammen i kantinen, men så kan vi måske indføre et slag Counter-Strike i stedet,« joker han.
Rigmanden befinder sig i skrivende stund i Spanien, hvor han skal være indtil søndag.
Her deltager han i sin kollega Jesper Buchs bootcamp 'Seedster', hvor omkring 460 iværksættere er inviteret – deriblandt Helle Thorning-Schmidt, Lisbeth Østergaard og Julie Zangenberg.
»Det er klart, at coronavirussen påvirker folk, og at stemningen er lidt akavet,« fortæller han og uddyber:
»Man ved ikke helt, om man skal give hinanden et kram, daske hinanden med foden eller give hinanden knuckles. Der er en form for galgenhumoristisk stemning, hvor det på den ene side er super fedt med højt humør og masser af læring, mens folk på den anden side samtidig ved, at det nok er en af de sidste gange i lang tid, at de kan deltage i et større arrangement på den her måde.«
Frygter du, at du strander i Spanien, fordi du risikerer at ende i isolation?
»Jeg har min laptop, sidder i et hus på 1.000 kvadratmeter med udsigt over havet, og jeg må alligevel ikke se mine børn i øjeblikket, så hvis jeg skal isoleres, så er det faktisk best case scenario, hvis det bliver her i Spanien.«