Har du set dokumentaren 'Leaving Neverland', hvor to mænd påstår, at Michael Jackson har misbrugt dem som børn?

Det har den britiske superfan Michael Jackson. Og ja, du læste rigtigt.

Den forhenværende John Lomas fra Malvern i Worcestershire ændrede nemlig sit navn for at hylde sit store idol, skriver New York Post.

Nu fortryder han.

Den 38-årige fabriksarbejder har startet en indsamling via tjenesten GoFundMe, hvor han vil samle cirka 1000 kroner ind, så han kan komme af med den afdøde superstjernes navn.

Onsdag morgen har han endnu ikke fået nogen donationer.

»For nogle år siden tog jeg til LA, og kort efter ændrede jeg mit navn til Michael Jackson. Jeg har støttet ham blindt i flere år, men efter alt det, der er sket for nylig, så tænkte jeg: 'Ikke mere nu',« siger den nu forhenværende superfan.

Han formoder, at han har brugt omkring 8,5 millioner på Michael Jackson-souvenirs.

Nu har han slettet alle Michael Jackson-sange, smidt alle souvenirs ud - forhåbentlig kan han også snart komme af med superstjernens navn.

Men det er faktisk ikke første gang, at han har vist sin støtte i form af et navneskift.

Før han blev fan af Michael Jackson, var han nemlig kæmpe The Beatles-fan. I 1999 skiftede han navn til John Lennon.

»Folk bliver dit idol, og du ved aldrig rigtig, hvad de egentlig har lavet,« siger han.