»Han lagde ikke rigtigt skjul på det. Det var ikke sådan noget med at snige sig til et lille kig. Han fyrede den bare af.«
Linse Kessler slår en høj og varm latter op, når hun tænker tilbage på en episode, der udspillede sig i Aabenraa, som hun sammen med veninden Didde Skjelmose besøgte i forbindelse med sit nye tv-program 'Linses Danmark'.
Kort efter de to mangeårige veninder, der i programmet rejser rundt i det ganske land og møder forskellige mennesker, var ankommet til en café i den sønderjyske by, mødte de en mand, der blandt andet spurgte, om han ikke måtte få taget et billede sammen med den kendte tv-personlighed og forretningskvinde.
Og Linse Kessler, der især er kendt fra tv-programmet 'Familien fra Bryggen', sagde ja.

Da manden stillede sig hen ved siden af hende, var det meget tydeligt, at særligt Linse Kesslers barm optog ham. Bare en anelse. I hvert fald dalede hans blik ofte mod syd i stedet for at kigge hende i øjnene.
»Jeg synes bare, det var skægt,« fortæller 54-årige Linse Kessler.
»Han var virkelig, virkelig sød og venlig, og så var det bare sjovt, at han slet ikke kunne styre det der,« griner hun.
At der på den måde bliver kigget – enten i smug eller mere direkte – på hendes bryster, er dog ikke noget, der går hende på. Og faktisk er det efterhånden nogle år siden, at de på den måde har været i fokus.

»Det var faktisk en nyere oplevelse for mig. Det var jo brysterne, der var i fokus i gamle dage,« siger Linse Kessler med henvisning til, at hun for år tilbage var indehaver af Skandinaviens største bryster, efter hun havde fået 2.000 ml silikone i hvert bryst.
Siden har hun dog været igennem en brystreducerende operation.
»I mange, mange år har mine bryster på ingen måde været i fokus. Så det var faktisk fuldstændig som at komme tilbage til fortiden, hvor folk altid kiggede på mine bryster – og jeg ville jo gerne have, at de gjorde det – men jeg er jo blevet ældre og går ikke så højt op i dem mere,« siger hun og fortæller, at hun heller ikke så ofte går i nedringet tøj mere.
Den står mere på højhalset eller tillukket tøj nu.
»Så det var faktisk helt dejligt,« forklarer hun med et grin om episoden og fortsætter:
»'Gud ja, mine bryster. Jeg har dem endnu.' Jeg blev helt glad over det.«
Tv-programmet 'Linses Danmark' får premiere på TV3 27. august klokken 20. Det kan også ses på Viaplay.