Noller har det godt, og det går den rigtige vej.

Det fortæller manager Steen Wittrock til B.T. efter, at den ene halvdel af 'Brødrene Olsen' har måttet aflyse alt de næste to måneder på grund af sygdom.

»Han har været utrolig heldig, når det nu skulle være,« lyder det fra Steen Wittrock.

Trods en mindre hjerneblødning har den folkekære musiker det efter omstændighederne godt og er ved godt mod, forsikrer manageren.

Foto: Esben Salling
Vis mere

Niels 'Noller' Olsen blev indlagt for nogle uger siden og har nu brug for ro til at komme til hægterne igen.

»Det går planmæssigt fremad, og han har fået lægernes ord for, at han kan begynde at arbejde igen til august. Jeg talte med ham for nogle dage siden, hvor han var på vej på apoteket. Så han går rundt på gaden helt, som han plejer,« siger Wittrock og tilføjer:

»Når jeg taler med ham, kan jeg ikke mærke noget som helst på ham. Han lyder helt, som han plejer.«

Sygdomsforløbet har ifølge manageren været noget kaotisk, fordi der i begyndelsen var uklarhed om, hvad det egentlig var, Noller fejlede.

Først tydede det på, at han havde fået et maveonde. Så var der problemer med noget hjertemedicin. Til sidst viste det sig så, at der var tale om en mindre blødning i hjernen.

»Jeg er ikke læge, så jeg kan ikke udtale mig om detaljerne i det,« siger han og tilføjer:

»Vi er fortrøstningsfulde.«

Det er ikke første gang, Noller døjer med helbredet.

For tre år siden gennemgik han en stor hjerteoperation, hvor han fik en mekanisk hjerteklap.

Siden har han fået en pacemaker.

Mens Noller er sygemeldt, står hans bror Jørgen Olsen alene på scenen.

Hjerneblødningen betyder også, at Noller ikke er med, når sir Cliff Richard i slutningen af juni giver to koncerter –en i Sønderjylland og en på Tåsinge.

Brødrene Olsen skulle egentlig havde spillet sammen med popikonet ved de to koncerter.

»Enhver kan sige sig selv, at det var et job, han havde set frem til. Men han havde også set frem til alle de andre job, han nu må aflyse.«

»Men det er ganske naturligt, at han er ked af, at han ikke kan være med, når Cliff spiller,« siger Steen Wittrock.

B.T. ville naturligvis gerne have talt med Noller selv, men det er på grund af sygemeldingen desværre ikke muligt, oplyser hans manager.