»Hun var altid et meget sødt og veloplagt menneske«.

Sådan lyder det fra skuespillerinden og teaterchefen Malene Schwartz, når hun tænker tilbage på sin tidligere 'Matador'-kollega Vera Gebuhr, der mandag gav slip på livet og sov ind. Hun blev 98 år gammel.

»Hun har altid været en god kollega, når jeg har været sammen med hende,« siger 78-årige Malene Schwartz til bt.dk.

De to lærte hinanden at kende i blandt andet tv-serien 'Matador', hvor Vera Gebuhrs karakter, Inger Jørgensen, en kort overgang bliver selskabsdame hos familien Varnæs, hvor Malene Schwarz spillede Maude Varnæs.

Men også i andre sammenhænge efterfølgende, havde de to med hinanden at gøre. De senere år har de dog ikke haft kontakt til hinanden.

»Hun kunne jo, indtil hun var ganske meget ældre, stadig stå i spagat og springe og hoppe rundt. Hun var fuld af liv og glæde,« fortæller Malene Schwartz og fortsætter:

»Æret være hendes minde.«

Også Matador-kollegaen Per Pallesen er ked at høre, at Vera Gebuhr er sovet ind.

»Hun var en rigtig sød pige, en rigtig god kollega og meget social. Jeg kan huske, at jeg var på turné med hende for nogle år siden. Om morgenen, når vi skulle af sted med bussen til et nyt sted, sagde hun altid: Jeg går lige i forvejen. Så gik hun ellers ned af vejen. Der kunne vi så finde hende fem kilometer længere fremme, når vi kom forbi og kunne samle hende op,« fortæller Per Pallesen til bt.dk og tilføjer:

»Der var hun altså sidst i 80'erne. Hun var sådan en frisk pige.«

Når hun var med rundt på turné med Per Pallesen og Søren Pilmark, lavede hun også ofte sjov med dem, mindes han.

»Der sagde hun bare: Ja, drenge, jeg vil godt lege med jer én aften - altså tage med ud at spise natmad med os - men ellers så vil jeg bare sove om aftenen,« griner Per Pallesen.