Det er meget mærkeligt at blive så gammel, at man kan mærke, at der ikke er så meget tilbage af det liv, man har fået forærende. Jeg tænker jo, at jeg overhovedet ikke er gammel. Det ved jeg jo godt er helt latterligt, for det er jeg jo. Men det er jo rart, at man ikke føler sig gammel. Det skal jo nok komme, hvis man lever så længe.
Malene Schwartz fylder 75 på onsdag. Det er svært at forstå. Ikke bare for hende selv, men også for den, der er gæst i hendes sortmalede sommerhus, der ligger godt gemt bag et svulmende hegn af træer og buske på en af Tisvildes små veje. Hun er muligvis ikke længere den unge pige med det melankolske dådyrblik og den klædelige opstoppernæsetip, som danskerne faldt pladask for i en lang række folkekomedier og populære dramaer for mere end 50 år siden.
Men dejlig ser hun ud - for længst ferieudhvilet efter rollen som den manipulerende Madame i 'Stuepigerne' på Det Kongelige Teater, som hun vender tilbage til i september i selskab med de næsten lige så garvede kolleger, Kirsten Olesen og Birthe Neumann.
- Jeg vil have det allermest optimale ud af det liv, jeg har tilbage. Det lyder religiøst, men jeg tænker virkelig på at have det godt med mig selv og mine omgivelser. Hver dag skal have sin gode værdi. Jeg har ikke rejst så meget i mit liv, men det er jeg begyndt at gøre meget. Der er så meget, jeg gerne vil se, forklarer hun.
Alene i år har hun været i New York, Italien, Spanien og det Egypten, som hun vender tilbage til i marts. Men det er nu ikke fordi, Malene Schwartz ellers føler, hun er gået glip af noget i det, man efterhånden godt kan tillade sig at kalde et langt liv. Hverken privat eller professionelt:
- Nej, for det kan jeg ikke være bekendt at sige. Men jeg vil ikke ende som en, der bare sidder og triller tommelfingre. Jeg vil opleve noget, så længe jeg overhovedet kan. Det synes jeg faktisk lykkes for mig. Derfor er jeg dybt taknemmelig for, at jeg stadig kan få lov til at lave noget på scenen.
Kræver arbejde
Egentlig synes hun, at hun altid har været god til at tage ansvar for sit eget liv. Hvis man vil have noget ud af sin tilværelse sammen med andre, må man også selv lægge sig i selen:
- Det kræver et stort stykke arbejde, rent ud sagt.
Da Malene Schwartz' mand gennem ti år, journalisten og forfatteren Paul Hammerich, døde, rejste hun til Aalborg, hvor hun var teaterchef i syv år fra midten af 1990erne. Det gjorde hun ikke ustraffet:
- Vi mangler jo altid vores base som mennesker, når vi ikke har den, er vi lidt i luften, frit svævende.
Da hun tog til Nordjylland, forlod hun mange af sine kontakter:
- Efter at jeg er kommet tilbage igen, har jeg gjort et stort stykke arbejde for at samle mig nogle gode venner. Jeg har også lagt stor vægt på, at det ikke var nogen fra teatret, for det er en mærkelig branche: Når vi ikke spiller sammen mere, ses vi jo ikke på den måde.
Hvad er blevet din base efter Paul?
- Det er jo ikke lykkedes mig at finde en erstatning for den skønne mand. Men min base er min familie, min datter - og at jeg har nogle rigtig gode venner. Nogle rejser jeg med. Nogle spiller jeg bridge med. Jeg synes, jeg har fået styr på mit liv. Men det er sgu hårdt at leve! Det kræver et stykke arbejde. Det gør det, men indtil videre er det gået meget godt. Jeg har fundet mig til rette ved at være alene og klare mig alene. Og jeg er faktisk ret tilfreds med den tilstand.
Malene Schwartz har også sørget for at få sig nogle interesser, der ikke har noget med hendes arbejde at gøre. Hun maler og har fået indrettet et atelier på Østerbro, hvor hun bor. Desuden har hun kastet sig ud i researcharbejdet til en bog, som skal komme på Politikens Forlag.
Den skal handle om hendes farmor, forfatteren Alba Schwartz, som blandt andet skrev den tidligste bog om Skagensmalerne:
- Jeg har aldrig kendt hende, men hun har altid luret som en eller andre mærkelig ond ånd over min far og dermed over vores familie, for de havde et utrolig dårligt forhold til hinanden. Hun var en utrolig speciel dame. Han var dybt afhængig af hende gennem hele sin ungdom, og der sker et eller andet brud på et tidspunkt, hvor de ikke kan tale sammen.
- Nu er jeg så dykket ned i deres skæbner, og det er jo rystende, hvad der er foregået. Jeg har siddet på Det Kongelige Bibliotek og har læst breve. Det er meget fascinerende og ret skægt.
- Utroligt, man orker
Mange af dine jævnaldrende kolleger har trukket sig tilbage for længst. Hvordan orker du hver aften at slæbe dig ind på teatret, fordi du skal stå der klokken otte?
- Ja, det er utroligt, man orker. Men jeg synes jo, det er sjovt. Nu er trangen til et liv på teatret kommet til mere at handle om at formidle et kunstnerisk udtryk. Især at gå til prøver er så interessant, men man ved jo, at man også skal spille, og at det skal være der hver aften. For når klokken er fire om eftermiddagen, så tænker man kun på, at nu skal man speede sig selv op til at stå på den scene.
- Det kræver mange kræfter. Det er også derfor, jeg ikke vil spille så meget mere. Gerne engang imellem. Men sådan som jeg levede i gamle dage som skuespiller, det kan jeg jo slet ikke holde til. Da jeg var ung, spillede vi jo film om formiddagen, så gik vi til prøve på teatret, så gik vi tilbage til filmstudiet for at filme videre til klokken var seks-halv syv, og så gik vi tilbage til teatret for at spille om aftenen. Det var altså hårdt.
Du er velsignet ved, at din fysik kan holde til det. Gør du noget særligt for at holde dig i form?
- Jeg går meget hen og gør gymnastik. Og jeg har heldigvis fundet et fitnesscenter i Helsinge, som jeg nu kan gå på, mens jeg er heroppe. Og så er jeg begyndt på at løse krydsord for at holde hjernecellerne i gang. Jeg har aldrig gjort det før, men det er sjovt! Jeg spiller også bridge.
Vil selv bestemme
Ser man på din karriere, er der sket afgørende ting, så du er kommet videre. Du har truffet nogle beslutninger, hvor du har måttet gøre noget, du ikke troede, du kunne?
- Hvis jeg skal sige noget positivt om mig selv, så har jeg været ret god til at overskride mine egne grænser, fordi jeg ville ikke finde mig i tingenes tilstand. Jeg er meget realistisk.
Jeg er for eksempel overhovedet ikke nostalgiker. For mig handler det om at rykke fremad - og jeg fatter ikke selv, jeg kan gøre det, men sådan er jeg altså. Og det er vel også en af grundene til, at jeg har kunnet løfte mig ud af nogle følelsesmæssige ting i mit liv, som har været ret grusomme.
Men jeg har bestemt mig til, at det ikke måtte ødelægge mit liv. De skulle ikke få mig ned med nakken. Jeg kan heller ikke tåle, hvis folk har medlidenhed med mig.
Da Paul døde, kunne jeg for eksempel simpelt hen ikke have, at de syntes, det var så synd for mig. Jeg skulle nok selv bestemme, om det var synd eller ikke synd. Det er måske en form for beskyttelse af det inderste i mig.
