Malene Qvist fra pigegruppen Sukkerchok har ikke kun klippet de lange lokker af. Hun har også kastet sig ud i en helt ny karriere.

Den 30-årige sanger har for længst lagt Sukkerchok bag sig og laver i dag sin egen musik. Hun har netop udgivet en ny single, der også er titelmelodien til den nyeste sæson af 'Paradise Hotel' . Men sangkarrieren er langt fra det, hun i øjeblikket bruger mest tid på. I stedet satser hun på en karriere i for tv-branchen.

- For et års tid siden blev vi enige om at lukke Sukkerchok ned. For mit eget vedkommende ville jeg gerne prøve nogle andre ting, og jeg har altid drømt om at lave tv, siger Malene Qvist, der derfor søgte ind på tilrettelægger-uddannelsen. Da hun ikke kom ind, valgte hun i stedet at tage fat i en bekendt ved produktionsselskabet Nordisk Film.

- Jeg fik lov til at komme i praktik og følge et par tilrettelæggere, og efterfølgende blev jeg tilbudt mit første job. Det er som deltageransvarlig for et kommende TV2-program, der hedder 'Mesternes mester'. Jeg har også castet deltagerne, og det har været super interessant, siger hun og fortæller, at det er spændende at arbejde bag kameraet. Men hun håber, at Nordisk Film eller et andet selskab også vil give hende mulighed for at arbejde foran kameraet.

- Jeg har helt klart også en drøm om at blive vært på mit eget program en dag. Jeg vil gerne kunne dele ud af alt den energi, jeg bærer rundt på. Men jeg synes også, det kunne være spændende at få lov til at udvikle tv-koncepter og programmer. Især til unge og børn, siger hun.

Selv om Malene Qvist ikke har lagt musikken helt på hylden, er det en fremtid i tv-branchen, hun har mest fokus på.

- Jeg har lovet mig selv at give den en skalle med det her. Jeg synes, at tv-mediet er spændende, fordi det er så bredt og når ud til så mange mennesker, siger hun.