Reality-kendis og smykkedesigner Mai Manniche har på ny fundet kærligheden.

Det afslører hun på sin Facebook-profil, hvor hun har ændret sin status til 'i et forhold'.

Den 35-årige beauty-boss har været single siden juli måned, men nu er lykken vendt, og hun skulle slet ikke kigge så langt for at finde 'Mr. Right', siger hun til B.T.

»Det er en, som jeg har kendt som ven i over et år. Det er jo ikke altid, der er noget i starten, men nu har vi fundet hinanden, kan man sige.«

Mai Manniche vil ikke ud med kærestens navn eller alder, men vil gerne afsløre, at der er en markant aldersforskel.

»Jeg håber bare, det holder. Han er del yngre end mig, så det er lidt spændende,« siger smykkedesigneren.

»Men alder behøver jo ikke betyde noget,« tilføjer hun.

Det nye par kender hinanden gennem fælles venner, og det var ham, der viste interessen for at være mere end venner.

»Vi kender hinanden rigtig godt, og han har stået på sidelinjen og kunne følge med i mit liv. Måske er det derfor, han spurgte, om vi skulle gå ud,« siger hun.

Parret har været kærester i et par uger nu og er ifølge Mai Manniche et rigtig godt sted.

»Det er bare dejligt at være forelsket, og fordi vi kender hinanden så godt, er der ingen grimme overraskelser,« lyder det.

Mai Manniche er kendt for at være en del af reality-programmet 'Beauty Bosserne', hvor hun deler ud af sit privatliv for åben skærm. Hun stiftede firmaet Jewls cph sammen med sin bror David Manniche i 2005.