Det var ikke kun et nyt år, Mai-Britt Vingsøe kunne fejre, da 2018 for tre måneder siden blev til 2019.

Hun kunne også fejre, at hendes kæreste, Ole Haugård, sendte den ultimative kærligshedserklæring hendes vej.

»Han røg på knæ nytårsaften ved årsskiftet,« siger den kendte radiovært til Her & Nu og fortsætter:

»Han mente, jeg var sen til at svare, for han spurgte i 2018, og jeg svarede først i 2019. Og jeg havde ingen betænkeligheder.«

Det bliver derfor nogle travle måneder, 49-årige Mai-Britt Vingsøe og hendes 35-årige forlovede går i møde.

De har nemlig planer om et sommerbryllup – i august.

Mai-Britt Vingsøe har tre børn, mens Ole Haugård er barnløs. Det betyder dog ikke, at parret har planer om at få børn sammen, siger radioværten til ugebladet.

Mai-Britt Vingsøe og Ole Haugård har dannet par i tre år. Ole Haugård arbejder til daglig med motorsport, mens Vingsøe i disse dage umiddelbart er mest kendt for sit virke som radiovært.

Ægteskabet bliver Mai-Britt Vingsøes tredje. Hun blev i 2003 skilt fra racekøreren Jason Watt, som hun har tvillingerne Noah og Filuca med, mens hun i 2008 blev gift med Brian Andersen, som hun har datteren Tillie med.

Dette ægteskab varede indtil 2015.

Dengang annoncerede hun selv skilsmissen på Facebook med ordene: 'Inden rygterne løber løbsk'.

'Efter otte års ægteskab er Brian og jeg blevet enige om at blive skilt. Vi er to mennesker, der desværre, som så mange andre, er vokset fra hinanden i årenes løb. Hverken porcelæn eller antikke mingvaser er gået tabt i processen. Et kærlighedsforhold, der langsomt transformerede sig til venskab, forbliver et venskab på trods af skilsmissen. Heldigvis,' skrev Vingsøe i forbindelse med skilsmissen.