49 dage, 20 timer og 19 minutter. Så lang tid gik der, før Mads Vangsø fik fast grund under fødderne igen. Alt sejlede for hans afpillede krop. Men én ting holdt ham på benene.

»Gensynsglæden var enorm stor,« siger han med et stort smil.

Sejrsstolt gik han i land på den caribiske ø Antigua efter at have gennemført en udfordring af de helt store. Talisker Whisky Atlantic Challenge.

Efter 5.000 km og tre millioner åretag stod hans kæreste Ditte, den 12-årige datter Rigmor og lille Rosalina på bare et halvt år og ventede på kajen.

Genforening med kæresten Ditte og døtrene Rigmor og Rosalina efter 49 døgn på havet.
Genforening med kæresten Ditte og døtrene Rigmor og Rosalina efter 49 døgn på havet. Foto: 'Tværs over Atlanten'/Privat
Vis mere

Det var tanken om dem, der alle de lange dage og nætter - når mismodet ramte ham - havde holdt ham oppe på den drømmetur, som han beskriver i sin nye bog ‘Tværs over Atlanten’.

Og drømme - har Mads Vangsø erkendt - er han nødt til at udleve, hvis han skal holde den indre glød i live.

»Vi skylder os selv at stoppe op et par gange i løbet af livet og spørge, hvad det egentlig skal bruges til. Ikke mindst i en tid, hvor det at tjene mange penge er Gud.«

»Privat har jeg skaleret rigtig meget ned, for at få friheden til at opfylde mine drømme. Vi bor ikke i stor lejlighed og har store biler. Det har vi valgt fra, fordi vi har valgt noget andet til,« forklarer han.

Ligesom familien er enige i det valg, bakkede de også op om Mads Vangsøs beslutning om at udfordre sig selv og ro over Atlanten.

»Ditte har været med i forberedelserne, og jeg har været fuldstændig ærlig omkring alt med roturen. Det store moralske problem for mig var Rigmor (Mads’ nu 12-årige datter, red.).«

Som far ville Mads Vangsø nemlig gerne vise hende, hvordan livet også kan leves. Men han vidste også, at hun ville være bekymret imens.

»Lige der var jeg grebet af en følelse af, at jeg var gået for langt. For nu tager far ud på Atlanterhavet og bilder sig ind, at han er i gang med en heroisk gerning ved at ro 5.000 km over store bølger.«

Arkivfoto fra 2015 af Mads Vangsø og datteren Rigmor.
Arkivfoto fra 2015 af Mads Vangsø og datteren Rigmor. Foto: Simon Skipper
Vis mere

»Og der står et pigebarn, som far afleverer en ordentlig rygsæk fyldt med bekymringer til, lige inden han stikker afsted,« siger han. Og smiler så.

»Jeg har taget hende med på hele turen, så godt jeg kunne. Og om jeg er gået for langt, må tiden jo vise.«

»Men det er klart, at når jeg nu sidder med en datter, som drilsk siger: 'Når jeg bliver stor, skal jeg også ro over Atlanten'. Så ryger det ud af munden på mig: ‘Nej, det skal du ikke!’«

Han griner og ser ud over Søerne i København, hvor svanerne glider hen over vandet. Han er sikker på, at turen over Atlanten bliver den sidste af de ekstreme.

Sådan så Mads Vangsøs hånd ud, efter at have roet de første par uger.
Sådan så Mads Vangsøs hånd ud, efter at have roet de første par uger.
Vis mere

»Jeg lovede min familie, forud for at beslutningen blev truffet, at jeg og Lasse skulle researche alt for at finde ud af, om det kunne lykkes at komme over på den anden side i live.«

»Jeg er overhovedet ikke draget af at hjælpe døden på vej. Jeg elsker at være her. Jeg sætter ikke livet på spil. For mig handler det om at få armene ud fra kroppen, få nogle oplevelser indenfor vesten, så jeg kan blive ham, der sidder på plejehjemmet og rydder bordet.«

»Jeg håber inderligt, at min bog kan inspirere til det. Ikke at man skal ro over Atlanten eller løbe gennem Sahara. Bare have modet til at forfølge sine sine drømme.«

‘Tværs over Atlanten - Jagten på et umuligt mål’ udkommer på forlaget Storyhouse 29. maj.