Mads Vad er tilbage i 'Vild med dans'.

Den 35-årige seerfavorit, der har vundet programmet to gange og senest opnåede en andenplads i 2018 med skuespiller Molly Egelind, var ikke med sidste år, da han var blevet far til en lille dreng.

Da B.T. møder Mads Vad og hans nye dansepartner, influencer Emili Sindlev, til årets første 'Vild med dans'-pressemøde, fortæller han om sin frivillige pause:

»Jeg har jo primært passet min lille dreng derhjemme. Det har været vigtigt for mig, fordi jeg altid har haft travlt med min danseskole og 'Vild med dans'. Da han kom til verden, skulle han ikke have en far, der ikke var der – jeg ville gerne opbygge et bånd til ham – så jeg har brugt meget tid sammen med ham og selvfølgelig passet min skole ved siden af.«

Influencer Emili Sindlev og Mads Vad til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Influencer Emili Sindlev og Mads Vad til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Emil Helms

Han tilføjer:

»For første gang kunne jeg følge 'Vild med dans' fra sidelinjen, og det har jeg faktisk lært meget af og fået masser af nye ideer, så nu glæder jeg mig bare til at komme i gang.«

B.T. spørger, om han frygtede, at TV 2 ikke ville ringe igen efter hans afbud. Det gjorde han, fortæller han med et smil:

»Det er klart – også fordi der er så mange dygtige dansere om buddet. Men der er bare ikke noget, der kan hamle op med at få sådan en lille en, så på den måde var jeg klar til at tage konsekvensen. Heldigvis ringede de jo tidligt og sagde til mig, at jeg godt kunne gøre mig klar til en ny sæson.«

Mads Vad tilføjer, at han er meget begejstret for sin nye dansepartner, Emili Sindlev. Da han så årets felt, håbede han netop, at det var hende, han skulle danse med, fortæller han med et stort smil.

Se Mads Vad, Emili Sindlev og alle andre nye 'Vild med dans'-par blive testet i sejrs-vilje i videoen øverst.