Det er ikke altid let at holde styr på menneskets firbenene bedste venner.

Det måtte Mads Steffensen sande, da hans hund, den 15-årige King Charles Cavallier, Messi, tidligere i dag stak af hjemmefra.

'Havelågen stod åben, så den gamle dreng besluttede sig for at tage på eventyr. Han blev klippet i går og ville måske ud og vise sig lidt frem,' skriver tv-værten i et opslag på sin Instagramprofil.

Heldigvis – for både hund og ejermand – var produceren Chief 1 tilfældigvis ude at få sig lidt luft til hovedet, efter en session i sit studie, der er lige i nærheden af tv-værtens bopæl.

'Han ser strejferen gå og hygge sig, og får bragt Messi hjem til os igen. Og nu er de to blevet gode venner,' forklarer Mads Steffensen i opslaget, hvor han desuden kvitterer med et tak til produceren.

Til B.T. forklarer Mads Steffensen, at Messi, foruden at være en »forrrygende hund«, også er »stokdøv«.

»Og Chief er en god ven. Hvis den hund stikker af, så håb på, at den bliver fundet af Chief 1 - så skal alt nok lande fint.«

I opslaget ses to billeder af Chief 1 og Messi, der da også ser ud til at komme godt ud af det med hinanden, på trods af sidstnævntes eventyr altså fik en brat afslutning.

I kommentarsporet har Chief 1 ligeledes kommenteret episoden.

'Jeg er vild med Messi. Sødeste vovse. Glad for at ku' bringe ham sikkert hjem kære ven,' skriver han til tv-værten.