Mads Steffensen var ikke meget for at blive flyttet over på P4, da ledelsen i 2016 mente, at 'Mads og Monopolet' nu skulle over på 'voksen'-kanalen. I dag er han lykkelig for beslutningen, der i weekenden sikrede ham ny vanvittig lytterrekord.

Svimlende 1.334.000 danskere lyttede med lørdag formiddag, da Mads Steffensen satte lytterrekord med sit hjertebarn, radiosuccesen ’Mads og Monopolet’.

Live fra Vejle Musikteater havde den 47-årige radiovært komikeren Jan Gintberg, politikeren Ida Auken og popmusiker Søren Rasted med i ugens panel til at diskutere lytterspørgsmål som, ’skal man tage til en kræftsyg slægtnings begravelse’ og ’hvordan håndterer man en nabo, der knalder for højlydt?’.

Programmet, hvor et panel af kendte danskere diskuterer lytternes indsendte hverdags-dilemmaer, begyndte i 2003 på P3, og havde i 2015 opnået 600.000 ugentlige lyttere. I 2016 besluttede DR at flytte 'Mads og Monopolet' over på P4, og nu har de altså fordoblet lyttertallet med flere hundredetusinde lyttere ned til andenpladsen.

'Mads og Monopolet' kan desuden hentes ned som podcast, og også her kan Mads Steffensen prale med konstant at være Danmarks mest lyttede program.

»Da jeg hørte, at vi havde slået lytterrekord, tænkte jeg, 'det var lige godt satans'. Men det var nu også et godt program, vi fik lavet i lørdags,« lyder det med et stille grin fra Mads Steffensen, da BT fanger ham tirsdag over telefonen.

»Det var min chef, der ringede mig op mandag og fortalte den gode nyhed. Først troede jeg, at han ville skælde ud, for han lød meget afdæmpet, som om jeg havde gjort noget forkert, så jeg tænkte straks 'hvad er der sket?'. Men så blev jeg selvfølgelig bare rigtig glad og taknemmelig over at så mange lyttere gider lytte med.«

Mads Steffensens chef på P4 Lars Daneskov fortæller til BT, hvordan det i 2016 var lidt af en kamp at få overtalt Mads Steffensen om at flytte 'Mads og Monopolet' over på P4.

»Jeg har altid syntes, at 'Mads og Monopolet' hørte til på P4. Det er et voksen-program med voksen-dilemmaer, så jeg snakkede længe med Mads om, hvornår han var gammel nok til at stå ved sin alder og rykke med over på P4. Da det lykkedes, var han nervøs for, om hans lyttere på P3 ville følge med, men da vi allerede efter premiereprogrammet kunne se, at vi havde 1.2 millioner lyttere, så var alt godt,« husker Lars Daneskov.

Mads Steffensen erkender, at han i starten ikke var helt glad for ideen om at rykke over på P4.

»Det var ikke min egen ide. Jeg gik lidt rundt om mig selv og tænkte over det. Programmet blev født på P3, det er lavet til P3 og jeg identificerede mig meget med P3. Men så røg vi over på P4, og det eneste der er ændret ved programmet er musikprofilen, der er mere varieret og faktisk passer bedre til min smag. Jeg er for eksempel glad for at kunne spille Oasis.«

Siden 'Mads og Monopolets' begyndelse har over 100 forskellige kendte danskere siddet som en del af monopolet og øst ud af deres holdninger til danskernes problemer. Nogle har endda brugt programmet til at promovere egne sager som for eksempel 'X Factor'-værten Sofie Linde, der henover julen brugte 'Mads og Monopolet' til både at afsløre navnet på sin datter, og hvordan hun i al hemmelighed var blevet gift med tv-værts-kollegaen Joakim Ingversen.

Mads Steffensen er en hyggelig vært, som de kendte flokkedes om, og han har ingen problemer med at få nye gæster i studiet.

»Det har aldrig været svært at få kendte til at stille op. Jeg har brugt mange af de samme, men på det seneste er jeg begyndt at åbne lidt mere op for nye ansigter som for eksempel 'X Factor'-dommerne for at holde energi i programmet. De eneste jeg synes, jeg mangler at få med er Kongehuset. Det er lige meget hvem af dem, de er alle sammen velkommen.«

Regeringen har i forbindelse med det kommende medieforlig meddelt, at DR skal skæres med 20 procent. Om det kommer til at gå udover 'Mads og Monopolet' er endnu uvist, men Mads Steffensen er i hvert fald ikke klar til at stoppe.

»Min plan er at køre videre, så længe vi overhovedet kan, og lytterne og ledelsen gider. Det bliver ikke mig, der stopper det. Jeg glæder mig hver eneste lørdag til at køre på arbejde og føler der stadig er en masse dilemmaer derude, som mangler at blive løst.«

P4 redaktør Lars Daneskov har meget lidt overraskende heller ingen planer om at lukke sin kæmpesucces.

»'Mads og Monopolet' betyder helt vildt meget for P4 som et samlende program. Jeg vil være en dårlig redaktør, hvis jeg ikke ville lade det fortsætte, så længe lytterne vil det.«