Mads Steffensen jubler over vægttab


Vi nærmer os så småt måneden, hvor det bliver svært at undgå julegodter og andet snask, men det betyder dog ikke, at Mads Steffensen hviler på laurbærrene.
Den 51-årig tv- og podcastvært fremviser i hvert fald torsdag et imponerende vægttab.
»Jeg er næsten blevet 12 kilo lettere,« jubler Mads Steffensen i et opslag på Instagram.
Her har han også delt et billede af sig selv i et par sorte bukser, som repræsenterer en stor milepæl i vægttabet.
»Jeg er gået en buksestørrelse ned,« skriver han og fortsætter:
»Det er debut i dag, og jeg må erkende, at de er lidt tight (stramme, red.), men samtidig giver det mig en følelse, jeg ikke har haft siden engang i slutningen af 80'erne.«
Mads Steffensen oplyser i sit opslag ikke, hvornår han begyndte sit vægttab.
Han understreger dog, at det ikke er påbegyndt som følge af en midtlivskrise:
»Der er ikke tale om en midtlivskrise for denne 51-årige mand – jeg er bare i proces,« skriver han og har tilføjet en grine-emoji.
B.T. har været i kontakt med Mads Steffensens manager, Elisa Lykke, som oplyser, at 'Mads og A-holdet'-værten ikke har yderligere at tilføje til sit vægttab.
Han oplyser dog, at det er sket som følge af en kostomlægning.