Johnny Depp mistede sin rolle i 'Fantastic Beast'-filmfranchiset, da påstandene om hustruvold mod ekskonen Amber Heard dukkede op.

I stedet blev det danske Mads Mikkelsen, som overtog rollen som 'Gellert Grindelwald', men det kan være, at han må opgive den igen.

Det åbnede Mads Mikkelsen selv op for, da han var gæst på Sarajevo Filmfestival. Det skriver Deadline ifølge The Guardian.

Her fortalte han, at det var skræmmende at overtage rollen fra Johnny Depp, og han satte ord på Depps afsked fra franchiset, som skyldtes striden med Amber Heard.

Vender Johnny Depp til  'Fantastic Beasts'?
Vender Johnny Depp til  'Fantastic Beasts'? Foto: JIM WATSON
Vis mere

»Nu har tingene åbenlyst ændret sig – han vandt sit søgsmål, så lad os se, om han kommer tilbage. Det gør han måske,« sagde Mads Mikkelsen.

»Jeg er en stor fan af Johnny (Depp, red.). Jeg synes, at han er en utrolig skuespiller, og han gjorde et fantastisk job.«

Han fortæller også, at han, ved sin overtagelse af rollen, oplevede Johnny Depps fans som søde, men meget stædige.

»Jeg havde ikke så meget med dem at gøre, men jeg kunne godt forstå, hvorfor deres hjerter var knuste,« forklarer danskeren.

Søgsmålet, som Mads Mikkelsen snakker om, er den stærkt omtalte sag mellem Johnny Depp og Amber Heard, som fandt sted tidligere på året.

Her havde Johnny Depp sagsøgt Amber Heard for injurier i en klumme, som hun skrev til The Washington Post, der omhandlede hustruvold.

Hun nævnte ikke Johnny Depps navn, men offentligheden udpegede alligevel ham som synderen.

Efter seks ugers retssag og tre dages votering fra juryen fik Johnny Depp medhold i samtlige punkter i sin sag mod ekskonen, mens Amber Heard kun fik medhold i ét ud af tre punkter i sin egen sag.

Amber Heard blev dømt til at betale 15 millioner dollar til Johnny Depp.

10 millioner i erstatning samt en såkaldt straf på 5 millioner. I Virginia, hvor retssagen fandt sted, er der dog et loft på disse straffe, og hun slap derfor med 350.000 dollar.

Hun endte derfor med at skulle betale Johnny Depp 10,35 millioner dollar svarende til 72,3 millioner kroner.