Han har haft det hele. Og lidt til. De lækre biler. De eksklusive ure. Været moderedaktør. Forfattet den bestseller, der har gjort ham kendt af stort set alle. Den om 'Den store blærerøv'. Været en populær livsstilsekspert og meningsmaskine. Og tilmed officer i Livgarden. Men én ting har manglet på hans cv.

»Jeg har mange venner i min omgangskreds, som har haft brevkasser, og jeg har altid været lidt misundelig på dem. For selvom jeg har lavet 'Monopolet' i mange år og altid har spillet på mændenes hold, har jeg følt en stærk trang til at se, om jeg ikke kunne gøre noget for alle de stakkels mænd,« siger Mads Christensen. Og ser helt glad ud.

For nu springer han nemlig ud som brevkasseredaktør. Her på B.T.

'Spørg Mads – mest for mænd' lyder overskriften på den ugentlige brevkasse, som debuterer på lørdag. Med en veloplagt tidligere blærerøv i front.

»Jeg tænker, at jeg har lidt mere autoritet på feltet nu, hvor jeg ved, hvordan det er at være i krise, at lide ansigtstab og være i nedtur.«

»Jeg bilder mig ind, at nu hvor jeg rejser mig fra gløderne af det her bål, som har fortæret mig, kan jeg gøre brug af en højere grad af selvindsigt og refleksion. Jeg er i hvert fald ikke bange for at bruge mig selv som eksempel. Og jeg er heller ikke bange for at dele ud af alle de svære ting,« siger 56-årige Mads Christensen, som sidste år ikke alene blev skilt efter 20 års ægteskab, men også oplevede en kæmpe personlig nedtur rent økonomisk på grund af corona.

»Jeg havde dårligt pakket min rejsetaske ud, før nogen ringede og sagde 'du er arbejdsløs'. For når størstedelen en ens aktiviteter er firmafester og konferencer, så var hele det grundlag væk, da Danmark blev lukket ned.«

Fra midten af marts og fem måneder frem var Mads Christensen »fuldstændig lammet«. Han sad bare og stirrede på telefonen og turde til sidst ikke tage den. For han vidste bare, at det var endnu en aflysning.

»Det har taget mig lang tid at finde noget helt andet at lave. Men nu har jeg endelig omstillet mig. Jeg er lige gået i luften med en YouTube-kanal om gamle biler. Og nu det her.«

Mads Christensen smiler veltilfreds. For på mange måder passer det ham godt at lægge afstand til sit gamle jeg. Ikke mindst til blærerøven Mads Christensen.

»Han har båret mange skønne oplevelser med sig. Så det ville være superkrukket at sige, at jeg er træt af ham. Men nok lidt mæt. For jeg synes selv, at jeg er et helt andet sted i livet. Blærerøven var klog på nogle ting, fordi de interesserede mig. Nu prøver jeg at gøre mig klog på mænd og deres kriser, fordi det nu interesserer mig.«

Som 'Blærerøven' lærte han mange mænd at binde et slips, men nu er det de indre ting, han gerne vil give videre.
Som 'Blærerøven' lærte han mange mænd at binde et slips, men nu er det de indre ting, han gerne vil give videre. Foto: Scanpix
Vis mere

»Min store drøm er at starte en fond, bruge mit netværk af velhavere og samle millioner ind til en fond, hvor mænd, der føler sig trængt op i en krog, kan søge om hjælp. Der er intet sted, hvor en mand kan gå hen.«

Men kan Mads Christensen give en hjælpende hånd med sin brevkasse, står han klar med den.

»Jeg er meget spændt. For det er med mig – eller i hvert fald min karakter – ligesom med oliven eller espresso. Det er ikke for alle. Der er mange, der synes, at jeg er en idiot. Det har jeg lært at leve med. Men der også mange, der ikke synes det. Og så holder jeg mig til dem,« smiler han.

Brevkassen 'Spørg Mads – mest for mænd' kan læses hver lørdag i B.T. og på bt.dk. Du kan sende spørgsmål til Mads Christensen allerede nu på mailen Mads@bt.dk og møde ham i en Facebook Live onsdag klokken 11.