Onsdag udkom Radio24syv-programmet 'Hele Danmarks Ghita'. I det timelange program går Ghita Nørby adskillige gange i flæsket på journalist Iben Maria Zeuthen, der forsøger at lave et portræt af den folkekære skuespiller.

Hun kalder blandt andet journalisten for dybt åndssvag og dum.

Iben Maria Zeuthen ønsker ikke at udtale sig om interviewet, men det gør programchef Mads Brügger til gengæld.

»Jeg er enormt glad for og stolt af det program. Jeg synes, det er en fuldstændig eminemt dokumentar,« siger han og sammenligner Hele Danmarks Ghita med radiomontagen Afslag på et kys af DR-journalist Christian Stentoft fra 1984.

Mads Brügger.
Mads Brügger. Foto: Morten Germund
Vis mere

»På samme måde har du her et næsten arketypisk møde mellem en gammel kvinde og en ung kvinde. Det udvikler sig til en meget smertefuld samtale om mor, datter, kvindeliv liv og død osv. Det giver tilsammen et enormt interessant portræt af Ghita Nørby,« vurderer Mads Brügger.

Ifølge ham var det positivt for programmet i sin helhed, at de to parter kom lidt skævt ind på hinanden.

»I starten er der de her abscenser (anfald, red.), hvor Ghita Nørby flipper ud på Iben Maria Zeuthen. Det føjer til portrættet af Ghita Nørby og fungerer som bund for den meget gribende portrætsamtale, der følger.«

Der er nogle på de sociale medier, som mener, at I ikke burde bringe det. Hvilke overvejelser har I haft ved at bringe interviewet?

Iben Maria Zeuthen var påvirket af sit interview med Ghita Nørby.
Iben Maria Zeuthen var påvirket af sit interview med Ghita Nørby. Foto: Dennis Lehmann
Vis mere

»Det her er dokumentarisme  i sin reneste og fineste form. Ghita Nørby er, og det er uden for enhver tvivl, fuldstændigt klar over, at hun bliver interviewet. Hun er meget bevidst om situationen. Så giver hun los. Jeg ser ingen grund til at holde det tilbage eller ikke sende det. Det er jo en del af den person, som Ghita Nørby er,« slår programchefen fast.

Den 46-årige radiochef har kun roser tilovers for Iben Maria Zeuthen, der var påvirket af situationen.

»Iben er jo en dybt professionel og seriøs journalist, hvilket jeg synes dokumentaren reflekterer, og har taget det i stiv arm, selvom hun selvfølgelig var en kende rystet efter mødet med Ghita.«

Han fortæller, at Iben Maria Zeuthen eksempelvis har gjort sig meget umage i at researche på Ghita Nørby. Det medgiver den polemiske skuespiller også i interviewet.

På et tidspunkt tilbyder Ghita Nørby hende at blive i de syv timer, som de oprindeligt havde aftalt, men uden at mikrofonen var tændt hele tiden. Hvorfor takker hun ikke ja til det tilbud?

»Efter det samlede møde har varet i halvanden time var der, såvidt jeg er orienteret, ikke mere at rafle om.«

Mads Brügger fortæller, at man kan høre en uredigeret version af programmet i programmet Råband, der bliver sendt om natten. Efterfølgende bliver det lagt ud som podcast, der kan downloades fra Radio24syvs hjemmeside.

Du kan lytter til hele programmet på Radio24syvs hjemmeside ved at klikke her. B.T. arbejder på at få en kommentar fra Ghita Nørby.