Madonna har altid været bramfri.

Det beviser det 64-årige popikon endnu en gang i en ny video på YouTube, hvor hun har sat sig for at svare på 50 spørgsmål fra sine fans.

Et af de spørgsmål lyder nemlig blandt andet, hvilken beslutning i hendes liv der ikke var den smarteste.

'At blive gift. Begge gange!' lyder det kontant fra Madonna.

Derudover bliver hun også spurgt, hvad hendes 'nuværende yndlingsbesættelse' er.

'Sex!' lyder det hastigt fra sangerinden.

Senere nævner hun ligeledes, at sex er med til at holde hende kørende.

Popikonet Madonna har været gift to gange – med filmmændene Sean Penn fra 1985 til 1989 og Guy Ritchie fra 2000 til 2008.

Sammen med Guy Ritchie har hun den 22-årige søn Rocco, og så har hun den 25-årige datter Lourdes fra forholdet med Carlos Leon.

Derudover har Madonna de adopterede børn Mercy og David på 16 år og tvillingerne Estere og Stelle på 10 år.

Madonna er senest blevet kædet romantisk sammen med den 41 år yngre model Andrew Darnell. Den 64-årige popstjerne har blandt andet selv delt billeder, hvor hun kysser og fester med den 23-årige model.

Men han skal altså nok ikke gøre sig de store tanker om at gå på knæ for sangerinden.

For hun har tidligere fortalt, at hun hellere ville »køres over af et tog« end at blive gift igen.

Eksmanden Sean Penn har hun dog haft et venskabeligt forhold til efterfølgende, men ægteskabet med Guy Ritchie har hun tidligere fortalt, hun ikke »fik lov til at være mig selv« i.