Madonna har tirsdag fået grønt lys fra Malawis højesteret til at adoptere to børn fra det afrikanske land. Det skriver BBC.

58-årige Madonna Louise Ciccone, bedre kendt som sangerinden Madonna, var personligt til stede ved, da hun fik rettens godkendelse til at adoptere to børn mere fra Malawi. Det fortæller en talsmand for retten i Malawi, Mlenga Mvula, til BBC.

»På det tidspunkt, hvor vi gav hende tilladelsen, var hun til stede i retten med sine advokater,« udtaler Mr. Mvula.

Frem til i dag har der cirkuleret rygter om, at Madonna skulle have ansøgt om tilladelse til at adoptere to børn mere, hvilket hun dog gentagende gange har afvist.

Talspersoner for regeringen i Malawi har dog fortalt flere nyhedsmedier, at Madonna rent faktisk har været i retten og udfyldt en ansøgning om tilladelse til adoption. Det skete, mens hun var på besøg i Malawi for knap to uger siden i forbindelse med hendes velgørenhedsarbejde i landet.

Madonna udtalte dengang: »Rygterne om adoption er falske. Jeg er i Malawi for at se til børnehospitalet i Blandtyre og mit andet arbejde med 'Raising Malawi', og så skal jeg hjem.« Det skriver BBC.

Den succesfulde kunster har, udover to børn fra tidligere forhold, allerede adopteret to børn fra Malawi. David som hun adopterede i 2006 og Mercy i 2009.

Madonna startede velgørenhedsprojketet ’Raising Malawi’ i 2006, der arbejder for at hjælpe landets næsten syv millioner børn, der kæmper med udbredt fattigdom, HIV, AIDS og malaria.