»Nu glæder jeg mig til, at 2020 snart er overstået.«

Sådan siger kok og restauratør Anders Aagaard Jensen, som er mere end klar til at hoppe ind i 2021.

Han er nemlig lettere opgivende, efter statsminister Mette Frederiksen meldte om en delvis nedlukning mandag middag. Hans restaurantkæder Frankies og Madklubben er nemlig hårdt ramt af den nedlukning, som sker i 38 kommuner.

»Der kommer et punkt, hvor det ikke er sjovt længere. Og nu er det altså ikke sjovt længere, nu hvor min elskede branche igen skal lukkes ned,« siger Aagaard Jensen.

Anders Aagaard Jensen, som ejer Madklubben-kæden, er meget klar til nye tider efter et hårdt coronaår.
Anders Aagaard Jensen, som ejer Madklubben-kæden, er meget klar til nye tider efter et hårdt coronaår. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

En situation, som er hård for en allerede pint del af det danske erhvervsliv.

»Der er jo mange af de små virksomheder med restauranter, som er familievirksomheder – ja, egentlig også de store som min – og det rammer folk hårdt,« siger kendiskokken og uddyber:

»Kassekreditter og økonomier er virkelig ved at være tyndslidte.«

Kokken, som blandt andet er kendt fra tv-programmet 'Masterchef', ville ønske, situationen var en anden, og især ét aspekt ved at drive forretning bekymrer ham.

»Det er klart, at jeg lige nu tænker, hvordan vi bedst kan sikre, at de 800 til 900 ansatte, vi har, får en god jul med deres familier. Jeg overvejer, hvordan vi kan undgå, at de nu går og bekymrer sig for deres job,« lyder det fra ham.

En måde, hvorpå Anders Aagaard Jensen håber, de kan vinde lidt af det tabte tilbage, er med gavekort.

»Vi har en god kollega, der hedder Jonathan, som står for gavekortene, og da den her nedlukning blev meldt ud, kiggede vi alle på ham og sagde 'nu er det op til dig, Jonathan',« siger kokken med et grin.

Han kommer med en venlig opfordring til danskerne om at bruge deres julegavebudget på at støtte de trængte restauranter. Og han lægger ikke skjul på sin bagtanke. Flere klejner i kassen.

Han nævner desuden et andet område, hvor han håber, de kommer til at være skarpe i december.

»Vi er blevet gode til takeaway, og nu håber vi, at kan hente lidt af vores julehandel dér.«

Tidligere på året var der skriverier om et muligt salg af noget af Madklubben, men det blev ikke til noget. Anders Aagaard Jensen siger, at det passer ham fint, som situationen er lige nu.

»Det er rigtigt, at jeg igennem flere år har talt med Deloitte (konsulentfirma, red.) om, hvad det ville kræve med et delvist salg af Madklubben, men det er noget, man skal tænke grundigt over. Altså, hvem man bliver partner med,« siger Anders Aagaard Jensen, inden han uddyber:

»Lige nu – i det her stormvejr – er jeg bare glad for, at jeg har den fulde råderet. Det er rart, at jeg ikke skal spørge en makker, når situationen er så anderledes.«

Trods de mange udfordringer accepterer kokken, at nedlukningen er en realitet.

»Det kan være, folk om hundrede år kommer til at grine ad, at vi var så tossede at lukke det hele ned, men det modsatte kan jo også være tilfældet. Jeg er ikke læge, og jeg har ingen mulighed for at vurdere, om det er klogt eller ej,« siger han.

Nu kigger Anders Aagard Jensen mod fremtiden og forhåbentligt et godt nyt år.

»Nu er det bare op på hesten igen,« lyder det fra ham.