Prinsesse Madeleines hund Zorro blev inviteret til at flyve hjem fra USA til Sverige i privatjet. Men det er hemmeligt, hvem den glade giver er, siger hoffet.

Stik mod alle forventninger er prinsesse Madeleine nu vendt hjem til Sverige for at fejre sin fødseldag fredag 10. juni. Og således også hendes hund. Sidstnævnte blev fløjet over Atlanten i privatfly. Men hvem, der har stillet flyet til rådighed, vil hoffet ikke oplyse.

- Jeg har talt med prinsessen, og hun synes, at det er privat, siger hoffets informationschef Bertil Ternert til den svenske avis Expressen.

En pilot 'tog hånd om hunden', som det hedder fra hoffet.
 
- Der var en pilot, som tilbød at gøre det. Hvor, hvordan og hvornår tilhører privatsfæren. Det er en privat rejse, og det er et privatfly, siger informationschefen.

At hyre et privatfly for en enkelt rejse mellem New York og Stockholm koster mellem en kvart og en halv million, ifølge Expressen oplysninger. Men ifølge informationschefen kommer hundetransporten ikke til at belaste skatteyderne.

- Jeg har tjekket med personen, som forvalter regnskabet for apanagen, og vedkommende har ikke modtaget nogen regning for hunderejsen, siger Bertil Ternert. 
 
Zorro er i øvrigt den samme Jack Russell Terrier, som Madeleine og hende eksforlovede Jonas Bergström købte sammen tilbage i 2006.