Komiker Lasse Rimmer og hans kæreste, 26-årige Line Hoffmeyer, skulle egentlig have været gift i juli sidste år. Det blev dog ikke til noget grundet problemer med gæstelisten.

Men nu er der blevet sat en ny offentlig dato på festlighederne, som er lige om hjørnet.

Det fortæller Line Hoffmeyer selv på sin Instagram-profil, hvor hun lørdag skrev følgende:

'Om præcis seks uger forestiller det her billede en hustru bag sin mand.'

Hvis teksten holder stik, betyder det altså, at Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer kan kalde sig mand og kone lørdag den 24. august.

Parret mødtes i 2015, da Line Hoffmeyer kontakede Lasse Rimmer på Facebook i forbindelse med en opgave.

Nu skal parret altså giftes, og Lasse Rimmer har tidligere fortalt i et interview til B.T., at selvom han glæder sig helt vildt til kærlighedsfesten, så er det heller ikke uden smerte.

Line Hoffmeyer lever nemlig på lånt tid, da hun er født med et for stort hjerte og i 2012 fik en hjertetransplantation.

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer skal giftes i august.
Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer skal giftes i august. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Af samme grund betyder den klassiske bryllupssætning 'til døden os skiller' noget meget bogstaveligt i parrets tilfælde. Men under ceremonien i august er det dog ikke ord, der vil blive sagt.

»Vi skal giftes borgerligt, og det gode ved det er, at så kan man finde en anden måde at formulere det på,« har Lasse Rimmer tidligere sagt til B.T.

Her fortalte han også, at parret glæder sig meget til den store dag.

»Det skal først og fremmest være en fest. Vi glæder os helt vildt,« lød det fra komikeren.