Den franske skuespiller Adama Niane er død i en alder af blot 56 år.

Det bekræfter filminstruktøren fra filmen 'Get In', Olivier Abbou, i et opslag på Instagram ifølge Deadline.

»Det er med stor sorg, at jeg har hørt om bortgangen af Adama Niane, som jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med på de to sæsoner af 'Maroni' og 'Fury',« skriver Olivier Abbou i sit opslag.

I sit opslag på Instagram skriver Olivier Abbou, at de to sammen havde fornøjelsen af at have kunstneriske eventyr i både Guyana, St. Pierre og Miquelon, samt den franske by Lille – og kalder Niane for sin helt.

Ifølge Deadline er dødsårsagen endnu ukendt.

Adama Niane har gennem sin karriere medvirket i en lang række tv-serier og film. Seneste medvirken ifølge filmsiden IMDB var miniserien 'L'île aux 30 cercuils' ('Øen med de 30 kister', red.).

Karrieren har også budt på roller i filmene 'Baise-Moi', 'The Bare Necessity' og i 2021 medvirkede Niane i den franske storserie 'Lupin' på Netflix i rollen som den tidligere dømte lejemorder Léonard Kone.

»Han var en mand af særlig generøsitet. Må hans sjæl hvile i fred,« skriver 'Lupin'-kollegaen Omar Sy i et opslag på Twitter.