Skuespilleren Mark Hamill, der er bedst kendt for sin rolle som Luke Skywalker i 'Star Wars', går nu ind i kampen mod Rusland.

Hamill er nemlig blevet ambassadør for projektet, der skal samle penge ind til Ukraines dronehær. Han kommer blandt andet til at signere 'Star Wars'-plakater for at støtte indsamlingen.

Skuespilleren har ellers ikke signeret plakater siden 2017. Det skriver Politico.

Hamill fortæller, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, personligt spurgte ham, om han ville bidrage til indsamlingen mod »det galaktiske imperium«, som han kaldte Rusland. Navnet er en reference til det brutale diktatur fra 'Star Wars'-serien.

Noget, Hamill gladeligt sagde ja til.

Til Politico fortæller Hamill, at han lærte fra 'Star Wars', at »man skal gøre det, der er godt for alle, i stedet for at handle i sin egen interesse«.

Plakaterne skal sælges som en del af 'Army of Drones'-indsamlingen, der skal hjælpe Ukraine med at opretholde deres dronehær.

Andre kendisser, som sangerinden Barbara Streisand og bandet Imagine Dragons, har også deltaget i indsamlingen.

Projektet har indtil nu indsamlet 252 millioner euro, hvilket svarer til cirka 1,9 milliarder danske kroner.