Når den fjerde sæson af Riverdale får premiere, bliver det med en helt særlig hyldest til Luke Perry, der indtil sin død havde en stor rolle i serien.

Til Comic Con, der i disse dage løber af stablen i San Diego, afslørede holdet bag serien nemlig ifølge CNN, at Shannen Doherty, som spillede overfor Luke Perry i Berverly Hills, 90210, vil være med i sæsonpremieren.

Det lød desuden, at det første afsnit kaldet 'Chapter Fifty-Eight: In Memoriam' vil være en hyldest til Luke Perrys »arv og det uudslettelige aftryk hans karakter, Fred Andrews, havde i Riverdale«.

Afsnittet kommer til at vare en time.

Heri vil Shannen Doherty altså tone frem på skærmen. En mulighed, hun er glad for at have fået:

'Jeg er dybt beæret over at være med til at hylde Luke i Riverdale,' skriver hun i et opslag på Instagram.

Her har hun delt et gammelt billede af de to, der sammen sidder og griner samt et nyere billede, der understreger, at de to holdt sammen, længe efter hun forlod 90'er-serien efter sæson fire.

'Den omsorg serien viser ved at ære hans minde er smuk. Han er savnet. I dag. I morgen. For evigt,' lyder det afsluttende i opslaget.

Og det er faktisk Luke Perrys eget ønske, at hans gamle Beverly Hills 90210-flamme skal gæste serien, lyder det i en pressemeddelelse.

»De var så gode venner, og da vi skulle planlægge hyldestepisoden, ville vi gøre det så særligt som muligt. Så vi spurgte Shannen, om hun ville spille en afgørende og superfølsom rolle,« fortæller manuskriptforfatter Roberto Aguirre-Sacasa.

Heldigvis var Shannen Doherty med på ideen:

»Hun læste manuskriptet og sagde med det samme ja. Det betyder meget.«

Luke Perry blev blot 52 år.
Luke Perry blev blot 52 år. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Luke Perry har været på Riverdales rolleliste siden 2017, hvor den amerikanske ungdomsdramaserie havde premiere.

I serien spillede Luke Perry faren til en af de unge hovedroller.

Den mangeårige skuespiller blev i slutningen af februar ramt af et slagtilfælde, og efter at have været indlagt i nogle dage døde han 4. marts.

Han blev kun 52 år.