»Det er glædestårer.«

Sådan indleder Louise Dorph interviewet, da B.T møder hende til hendes reception.

Familie, bekendte og kendte var samlet på Kronprinsensgade i indre København for at fejre, at Louise Dorph har været 25 år i mode, skønheds og interiorbranchen, samt at hun fylder 50 år.

Men det er ikke det eneste, som designeren kan fejre torsdag. Hun er nemlig blevet mormor for anden gang.

Tårene skulle lige tøres væk, før dagens hovedperson var klar til at blive interviewet.

»Jeg har lige fået et opkald om, at min datter Signe er ved at føde,« siger en rørt Louise Dorph.

Hun har tidligere delt et billede af sin gravide datter Signe på sin Instagram-profil, hvor den kommende mormor afslører, at datteren venter en pige.

Nyheden om, at designeren kan kalde sig mormor til to er noget helt særligt for torsdagens hovedperson.

»Jeg fik min datter, da jeg var 19, så jeg har haft børn hele mit liv. Jeg elsker børn, så det er bare lykken,« siger hun.

Men der var dog plads til en fest inden, turen gik mod hospitalet.

»Når I skrider, så tager jeg på riget,« sagde en glædesramt Louise Dorph i sin velkomsttale til stor morskab for de mange gæster, som blandt andre var Thomas Evers Poulsen, Lene Beier, Lina Rafn og Mette Helena Rasmussen.

Louise Dorph har børnene Signe, Laura, Gustav og Anna, hvoraf hun har fået de to sidstnævnte sammen med serieinvestor og Løve i 'Løvens hule', Jan Lehrmann.