Der var ikke ligefrem amoriner i luften, da Danni og Louise tog på såkaldt romantisk weekend i den seneste sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Kemien udeblev, og Danni mente, at Louise måske havde lidt mere travlt med at stifte familie, end han selv havde.

Og det er hun nu i fuld gang med, bekræfter 23-årige Louise Glargaard Hansen, som lige nu bærer sit første barn.

Den unge kommende mor er tolv uger henne og har termin 27. juni, hvorfor det endnu er for tidligt at aflæse barnets køn, fortæller hun til BT.

»Det får jeg først at vide om 14 dage,« siger hun og tilføjer, at hun ikke har nogen præferencer, hvad det angår.

Hvem faderen er, og om forældrene danner par, ønsker hun dog at holde for sig selv.

Louise Glargaard Hansen medvirkede i efterårets sæson af det populære TV 2-program 'Landmand søger kærlighed', hvor hun endte med at komme med den 29-årige landmand Danni på romantisk weekend på Samsø, efter hendes bedste veninde Pernille - som også medvirkede i programmet - havde valgt at trække sig, da hun mente, at Louise var mere vild med landmanden, end hun selv var.

Over for Realityportalen har Danni siden indrømmet, at han ville have valgt Pernille frem for Louise, hvis han havde fået chancen.

»Louise havde lidt et andet tempo end mig. Hun skulle bare have børn indenfor et år, og hun gik meget all in helt fra start. Hun virkede derfor lidt klistret og lidt som en tryghedsnarkoman. Det er jo fint nok, at man har nogle mål, men jeg er en person, der ser folk lidt mere an, og sådan virkede Pernille også. Hun var lidt mere nede på jorden,« forklarede Danni.

Foto: TV2
Vis mere

Den udtalelse var Louise Glargaard Hansen dog langt fra tilfreds med:

»Nogle af de ting, han fortæller, er på ingen måde rigtigt. Jeg har for eksempel aldrig sagt, at jeg vil have børn indenfor et år. Til vores første date sagde jeg bare, at jeg gerne ville have børn indenfor nærmeste fremtid. Så jeg synes, det er lidt unfair at sige, at jeg har sagt, at det skal være indenfor et år. Det er hvert fald ikke sådan, at det er ment. Derudover siger han, at jeg er klistret, og det er jeg altså på ingen måde,« fortalte en vred Louise til Realityportalen.

Det endte dog hverken værre eller bedre end, at den 23-årige realitydeltager faktisk når at blive mor præcis et år efter optagelserne, og over for BT bekræfter hun, at graviditeten er en god nyhed.