Tilbage i 1980'erne var speedsnakkeren, entertaineren og radioværten Lotte Heise fotomodel for den legendariske fotograf Gunnar Larsen.

Og det var langt fra kedeligt, fortæller hun i sit nye foredrag 'Vilde dage i Paris', som hun snart tager på turné med.

Her vækker særligt én oplevelse opsigt. Hun gav den nemlig som virkelighedens svar på 'Pretty Woman'. Dog uden den action, der senere præger filmen - men det vender vi tilbage til.

En hollandsk-amerikansk rigmand ved navn John henvendte sig til hendes fotograf, Gunnar Larsen, og bad ham spørge, om Lotte Heise ville med ham ud at spise.

»Det ville jeg sgu gerne. Jeg kendte ikke et øje i Paris,« husker Lotte Heise.

Middagene blev til flere. En dag inviterede han hende med på shopping. Den dengang 25-årige Lotte Heise troede, det var ham, der skulle købe ind - men nej.

»Han tænkte, min garderobe trængte til en opdatering. Det var stærkt underdrevet, for jeg var virkelig ikke specielt velklædt. Så vi købte en masse tøj,« siger Lotte Heise til BT.

En anden dag endte John, Lotte og nogle af hendes model-veninder på Paris' legendariske Hotel Ritz.

»Har du nogensinde sovet her,« spurgte John.

»Nej, og det kommer jeg fandme heller ikke til, for jeg skal ikke i seng med dig,« lød Heises rappe svar.

Det var heller ikke hans plan. Han kunne købe alle de kvinder, han ville - men tænkte, at Lotte ville værdsætte en nat på Ritz.

»Det var vældig morsomt at vågne op med udsigt til Place Vendôme om morgenen. Som taget ud af en Disney-film.«

Da Lotte Heise senere takkede nej til en tur til Sydfrankrig med John, fordi Gunnar Larsen havde aftalt en fotosession med hende, fik hun 1.000 franc til fornøjelser. Og hjemvendt fra Paris dukkede der en dag et bud fra Interflora op foran hendes lejlighed på Nørrebro.

Desværre rummer Ritzau Scanpix' arkiver ingen billeder af Lotte Heise, som er helt tilbage fra 1983. Men dette er fra 1994.
Desværre rummer Ritzau Scanpix' arkiver ingen billeder af Lotte Heise, som er helt tilbage fra 1983. Men dette er fra 1994. Foto: Svend Åge Mortensen, Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han kommer med en buket så stor, at den nærmest ikke kunne komme ind ad døren. Jeg ringede til John og sagde, at han måske lige havde overdrevet lidt der, men det synes han bare var sjovt,« husker Lotte Heise.

Kort efter fandt Lotte Heise en kæreste i København, som 'synes det var lige mærkeligt nok' med ham den hollandske rigmand.

»Jeg prøvede at finde ham efter nogle år for at fortælle ham, at det havde været en sjov tid, men det lykkedes aldrig.«

Det er med glæde i stemmen, at Lotte Heise fortæller om modelårene. Gunnar Larsen var den bedste fotograf, man kunne ønske sig.

»Han sagde til alle sine modeller, at vi skulle beslutte os til om vi ville smide tøjet, om vi ville fotograferes topløse - og at hvis mænd ville i seng med os, var det ikke nødvendigivis, fordi de synes, vi var søde. Det er der nok desværre mange modeller, der aldrig får at vide.«