Will Smith har ikke fået mange pæne ord med på vejen efter sin famøse lussing til Chris Rock.

Men der er én, som virkelig har fået noget ud af hele moradset – nemlig 43-årige Shad Ellis.

Briten har i mange år arbejdet som en såkaldt Will Smith look-a-like, og han oplever, at både efterspørgsel og indtjening er fordoblet siden lussingen faldt.

»Jeg får kommentarer om det hver dag. Sidste uge var der en fyr, der stoppede mig for at fortælle, hvor meget jeg ligner Will Smith. Vi talte lidt, og han sluttede samtalen med for sjov at sige: 'Du må ikke slå mig',« siger han til Jam Press ifølge New York Post.

I hele 25 år har han optrådt som Will Smith, og forretningen er nærmest aldrig gået så godt, som efter Hollywoodstjernen langede sin håndmad afsted til skue for hele verden.

Selvom Shad Ellis ikke præcis vil sige, hvad han tjener, kan han fortælle, at han tager omkring 750 dollar – 5200 kroner – for hver optræden, som oftest foregår på natklubber, til bryllupper og firmafester rundt om i verden.

Det er kun et sidejob, men ifølge briten har det gennem årene indtjent ham nok til, at han kan køre flotte biler, og at han som kun 21-årig kunne købe et hus.

Shad Ellis understreger, at han ingen måde går ind for nogle former for vold, men alligevel kan han godt se det fra begge sider, når snakken falder på lussingen.

»Jeg tror, ​​vi alle som mennesker er i stand til at ramme et punkt, som udløses af en rå følelse, og uanset situationen, bliver alt omkring dig sløret, når du ser rødt,« forklarer Ellis.

»Han (Will Smith, red.) skulle ikke have slået ham (Chris Rock, red.), men hvor mange af os har ikke gjort noget, hvor vi umiddelbart efter fortryder det, fordi vi var drevet af vores følelser eller øjeblikket.«

Will Smith undskyldte samme aften på scenen for sin opførsel, da han vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

Her fik offeret Chris Rock dog ikke en undskyldning med på vejen. Den kom først dage senere i et opslag på Instagram. Oscar-akademiet valgte siden hen at bandlyse ham fra showet i ti år.