I timevis sad de omkring det runde bord. Hviskede stille sammen, mens hun lå i samme rum i sin sygeseng. Tæt på og alligevel langt væk, lindret af morfin, som hun var.
»Vi var der næsten til det sidste, men Holger blev. Sad og holdt hende i hånden, da hun døde. Det var godt, at det var ham, der blev til sidst. Holger var hendes livs ven,« mindes Lone Hertz.
»Tragisk,« tilføjer hun så med et suk.
For det var tragisk, da veninden Helle Virkner en tidlig morgen i sommeren 2009 stille sov ind, blot 83 år gammel.
Ikke kun fordi den populære skuespiller tabte til den cancer, som længe havde raset i hendes krop, men også, fordi de private sorger syntes at have hobet sig op. Som hvilede der en forbandelse over hendes liv.
I DRs tv-serie 'Krag & Virkner' har vi netop set historien om det kuldsejlede ægteskab med Jens Otto Krag, hvor ydmygelserne i årevis havde stået i kø, ligesom det at leve i en handicappet familie også satte sine spor.
Men tragedien stoppede ikke dér for Helle Virkner, hvis søn Jens Christian var autist og en stor del af sit liv boede på institution.
Og oven i dét tragedien med datteren Astrid Helene, som gik under navnet Søsser, der som ung kæmpede med alkoholmisbrug, i en alder af 25 blev ramt af sklerose og siden – ligesom sin mor – af kræft.
Men at være bitter over det, der blev hendes lod i livet, lå ikke til Helle Virkner.
»Der er ingen tvivl om, at hun fra Vorherres hånd var lys i sindet. Men hun valgte også den vej og var aldrig bitter over sin skæbne. Hun var et yndefuldt menneske,« siger Lone Hertz.
Selvom de to filmstjerner gennem en årrække var kolleger og blandt andet arbejdede sammen i filmen ‘Landmandsliv’, var det først de sidste fem år af Helle Virkners liv, at de knyttede et venskab.
De år, hvor ‘Matador’-stjernens liv var blevet skrøbeligt.
Selvfølgelig havde de talt sammen inden. Oftest, når deres skæbnefællesskab gav dem anledning til at mødes ved velgørenhedsarrangementer for mennesker med handicap.
»Men vi tacklede jo vores situation helt forskelligt. Hvor Helle på sin måde lod som ingenting, følte jeg en pligt til at oplyse om handicapliv,« forklarer Lone Hertz, hvis søn Tomas blev hjerneskadet blot ti måneder gammel på grund af en vaccinationsskade, mens Helle Virkners søn var født med sin.
»Hun boede lige derhenne,« siger Lone Hertz og peger hen mod den handicapbolig i Charlottenlund, som Helle Virkner og datteren Søsser Krag flyttede ind i i 2004.
Selv havde hun i årevis boet i en af kompleksets ejerlejligheder. Var deres genbo.
‘Kommer du ikke op en dag?’ kaldte den 14 år ældre Helle Virkner, da de en dag tilfældigt stødte på hinanden. Og det gjorde hun.
Med et smil på læben husker Lone Hertz, hvordan det næsten altid udspillede sig, når hun besøgte Helle Virkner og Søsser.
»Når jeg kom, så skulle det være morsomt. Det var dét. Jeg skulle være morsom, så de kunne le. Og det gjorde de.«
»Selvom de helt klart havde venner, som kom forbi, var det sporadisk, for alle har jo travlt. Men jeg boede lige overfor, så når jeg var hjemme, købte jeg som regel flødeboller med, og så snart jeg ringede på, klappede de i hænderne.«
»‘Kom ind, fortæl, fortæl. Hvad har du oplevet?’. Og jeg må indrømme, at jeg nogle gange digtede på det, for at de skulle synes, at det var morsomt,« ler Lone Hertz og tilføjer:
»De var et fint publikum, må jeg sige. Men det var ikke alvoren, der prægede vores samtaler.«
Hun indrømmer, at det var en svær tid at være vidne til.
For hvor det i starten kun var Søsser, der sad i kørestol, måtte også Helle Virkner snart skifte rollatoren ud med kørestol.
»Så sad de dér, nærmest som i Gustav Wieds ‘Skærmydsler’ og skændtes som tante ét og tante to. I hver sin kørestol,« fortæller Lone Hertz og ryster smilende på hovedet over parrets skænderier, der næsten altid udsprang af, at Søsser spillede for højt. At lydstyrken, når hun hørte musik eller så sine elskede tv-serier, var uudholdelig for Helle Virkner.
»Det var på sin vis både rørende og bevægende at være vidne til.«
Men selvom hun og Helle Virkner i moden alder knyttede et venskab midt i en svær tid, var der ingen klynk.
»Du hørte hende aldrig sige noget om Søsser. Vi talte aldrig om hendes skæbne eller vores sønners. For Søsser var der jo altid,« forklarer Lone Hertz og husker, at sønnen Jens Christian hver weekend også kom forbi.
»Men som sagt, jeg hørte aldrig Helle klage. Heller ikke Søsser for den sags skyld. De underholdt hinanden med at skændes, som mor og datter kan gøre.«
Helle Virkner kalder hun et generøst, enestående og smukt menneske med masser af lune og selvironi.
Men også kontant.
»Bag sin lillepigefacon – en slags maske, tror jeg – var hun handlekraftig. Helle havde besluttet, at lige så snart hun var død, skulle Søsser køres ud til en institution i Ballerup.«
»Vi andre var så ulykkelige over det og bad inderligt om, at Søsser kunne blive en tid i lejligheden, så hun lige fik lov til at sige farvel til sit hjem.«
»Men nej. Det var besluttet. Helle var kontant,« fortæller Lone Hertz.
En sommerdag i 2009 døde Helle Virkner. Til det sidste sad vennerne Sonja Oppenhagen, Holger Juul Hansen, hans kone Inge og Lone Hertz omkring det runde bord og vågede. Tog afsked.
Med ét var to handicappede børn forældreløse.
»Jeg forsøgte at holde forbindelsen,« siger Lone Hertz om tiden efter Helle Virkners død, hvor hun flere gange besøgte datteren Søsser på dén institution i Ballerup, som hun var flyttet ud i efter Helles ønske.
»I begyndelsen var hun rigtig glad for, at man kom. Men jeg kunne mærke, at jeg sagde hende ikke noget til sidst. Så begyndte det at visne.«
Fem år senere, i 2014, sov datteren Søsser stille ind. Hendes sklerose havde forværret sig drastisk. Brystkræften var blusset op og havde bredt sig. Hun blev 51 år.
Nu er kun Helle Virkners 62-årige søn Jens Christian tilbage. På det bosted i Bagsværd, hvor han har tilbragt størstedelen af sit liv.
»Jeg tror og håber, at Jens Christian trods alt har et godt liv. Det håber jeg inderligt. Men det må være ensomt, at være så alene i verden.«
