»Jeg har Poul, der står på hænder og fødder og alt muligt for mig. Han er sød.«

Lone Dybkjær smiler. De blå øjne stråler. Hun er tydeligt stadig glad og lykkelig for den mand, hun i hemmelighed en lun majdag i 1994 sagde ja til i parrets lejlighed på Frederiksberg. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

»Vi har lige fejret 25-års bryllupsdag. Vi var på Mallorca, hele familien. Det var så hyggeligt og første gang, vi var på tur sammen,« fortæller Lone Dybkjær glad.

Hun mindes stadig bryllupsdagen, hvor præsten Mogens Lindhardt fik en næse for at vie dem hjemme i privaten. Hun husker postyret, det vakte, da de 10 dage senere offentliggjorde, at de var blevet gift i al hemmelighed. Midt i hendes valgkamp til Europa-Parlamentet.

En uge efter at de i hemmelighed blev gift, var Lone Dybkjær og Poul Nyrup Rasmussen tvunget til at indvi pressen og Danmarks befolkning i hemmeligheden.
En uge efter at de i hemmelighed blev gift, var Lone Dybkjær og Poul Nyrup Rasmussen tvunget til at indvi pressen og Danmarks befolkning i hemmeligheden. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

»Og så kørte det ellers derudad,« siger hun med lune i stemmen og tilføjer med glimt i øjet:

»At jeg skulle blive gift med en statsminister, var virkelig ikke noget, der lå i vuggen.«

Dengang og mange gange siden trak parret forsider. I dag optræder de sjældent i spalterne og på mediernes hjemmesider, selv om de begge stadig tager del i den politiske debat.

I dag er Lone Dybkjær 79. Hendes mand 76. De er pensionister. Er i deres livs efterår.

Men den alvorlige og uhelbredelige kræftsygdom sætter et langt tidligere punktum for Lone Dybkjærs liv, end hun havde håbet.

»Min far kom op i 90'erne. Det håbede jeg også på at komme og havde måske også kunnet. Men sådan blev det så bare ikke,« siger Lone Dybkjær med et ærgerligt skuldertræk.

Selv om hun godt ved, at hendes sygdom og de dystre udsigter påvirker hendes mand og øvrige familie meget – og mere end hende selv – fylder den meget lidt i parrets hverdag.

»Vi sidder altså ikke og snakker alvorligt om fremtiden over spisebordet. Vi vil hellere løse en sudoku,« smiler Lone Dybkjær.

»Det lyder måske mærkeligt, for som politiker har jeg altid været meget fremtidsorienteret. Og da jeg i sin tid valgte at blive ingeniør, var det, fordi det er dem, der er med til at skabe fremtiden.«

»Men i mit personlige liv er jeg ikke fremtidsorienteret.«

»Jeg er god til at parkere det henne i hjørnet og leve med det, som jeg synes er sjovt.«

Det politiske liv – Poul Nyrup som socialdemokrat og Lone Dybkjær som radikal – har fyldt utrolig meget i deres liv sammen. Så meget, at de – trods 25 års ægteskab – i lange perioder har boet hver for sig.

Lone Dybkjær og hendes mand, Poul Nyrup Rasmussen, fotograferet ved Anker Jørgensens begravelse.
Lone Dybkjær og hendes mand, Poul Nyrup Rasmussen, fotograferet ved Anker Jørgensens begravelse. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Du kan sige,« smiler hun, »at nu har vi så også prøvet at leve sammen. Det er jo relativt nyt. Heldigvis har vi begge syntes, at det er en dejlig oplevelse.«

»Poul forlod Europa-Parlamentet i 2009, og efter det fulgte år, hvor han rejste meget. Men det var fint. Jeg har jo hele tiden haft mit eget.«

»Det er klart, at vi som så mange andre har haft nogle hårde år undervejs, som da Poul mistede sin datter, og min egen datter blev syg. Så det er ikke sådan, at vi er gået fløjtende gennem det hele,« siger hun om deres lange ægteskab.

Hendes mand er gået i hi i sit lille havehus, som hører til parrets sommerhus. Her sidder han og skriver. Selv overvejer hun at også nedfælde lidt af sit radikale partis historie, mens hun kan.

Ellers nyder hun at spille bridge. Og at gå til forelæsninger. For en gangs skyld ikke at være den, der er på.

Men frem for alt nyder hun de gode dage. Og prøver at fortrænge de dårlige.

»Jeg har ikke smerter. Men indimellem er hosten virkelig ubehagelig og kan kortvarigt tage pippet fra mig. Og pillerne mod den trætter.«

»Nu får jeg nogle, der kvikker op, selv om jeg ikke helt ved, hvor meget de virker,« siger hun og fortsætter: »Men lægerne mener, at jeg skal forsøge, så det gør jeg. Og så må jeg se.«

»Jo, jeg er mere træt. Jeg er forpustet. Går ikke så langt. Men så er det sådan, at det er. I den alder, som jeg har, kan jeg ikke ærgre mig, for jeg kan se, at der er andre, der har det meget dårligere end jeg.«

»Jeg er jo ikke begrænset. Jeg har Poul, der står på hænder og fødder og alt muligt for mig. Han er sød.«

Skuer hun tilbage på sit liv, glæder det hende, at hun har grinet virkelig meget. Skuer hun frem, frygter hun ikke døden. Hun ønsker blot, at den bliver værdig.

»Jeg håber på, at jeg ikke får smerter. Det er det afgørende. Ingen har lyst til at dø fuldstændig opløst af smerter. Men der har jeg lidt tro på, at systemet er fornuftigt, og de gode folk kan hjælpe mig igennem dem.«