Den amerikanske sanger Lizzo, der i år vandt hele tre grammy-priser, har lagt sig ud med et af de største sociale medier i verden.

Appen TikTok, hvor brugerne kan dele korte videoer med hinanden, har nemlig flere gange fjernet videoer af hende uden varsel.

'TikTok bliver ved med at fjerne mine videoer af mig i min badedragt,' skriver hun hen over en video, hun har delt på mediet.

I den næste tekst, der popper op under videoen, skriver hun, at det sociale medier lader andre kvinders videoer, hvor de er iført badetøj, blive liggende på app'en.

Lizzo optræder til Brit Awards 2020.
Lizzo optræder til Brit Awards 2020. HANNAH MCKAY

'Hvorfor mon?' skriver hun så og opfordrer TikTok til at tale med hende om det.

Den 31-årige rapper og sanger bruger blandt andet sine sociale medier til at dele kropsaktivistisk indhold.

Hun deler for eksempel billeder af sin krop, hvor hun gør op med idéen om, at man kun kan være en størrelse. Selv har hun nemlig runde former.

Herunder kan du se videoen, som Lizzo har delt på TikTok:

I december 2019 skrev mediet The Verge om en anonym kilde, der har tilknytning til det sociale medie. Vedkommende fortalte, at man har en algoritme, der sorterer videoer fra særlige kategorier fra eller begrænser indhold, så færre mennesker bliver eksponeret for det.

Kategorierne er blandt andet videoer af handicappede, autister, LGBT-personer og tykke personer.

Forklaringen på dette skulle være, at det er mennesker, der er i risiko for at blive mobbet af andre brugere. Dog fortæller den anonyme kilde, at man senere har droppet af sortere videoer fra, der hører under de førnævnte kategorier.

TikTok har endnu ikke svaret Lizzo på, hvorfor de fjerner hendes videoer.