Merethe Kastens liv har været dansk folkeeje, siden hun blev kendt i tv-serien »Livet er fedt«, hvor man fulgte hendes kamp mod kiloene.

Det seneste, vi hørte til den sympatiske kvinde, var, at hun var ramt af en depression og gået konkurs med sin tøjbutik, men nu er der igen godt nyt.

Merethe Kasten har igen fået overskud til at fortælle om sit liv, og det kommer blandt andet pensionisterne fra OK-klubberne til gode. Den 22. februar kan hun f.eks. opleves på Frederiksberg i København.

- Jeg synes, jeg er på vej ovenpå. Jeg er ikke helt ovenpå, men har det bedre. Fred og ro har været godt for mig, siger Merethe Kasten, der ellers har holdt lidt lav profil efter den store tv-fokus, der var på hende for nogle år siden.

- Hun er en meget spændende personlighed, og derfor bad vore medlemmer om at få besøg af hende igen, efter at hun var her for fire-fem måneder siden. Vi glæder os meget til, at Merethe Kasten kommer igen. Vi har haft en længere foredragsrække om sund kost. Det er hun den rette til at tale om, og det er jo også spændende at høre hende fortælle om sit liv, siger den daglige leder af OK-huset på Frederiksberg, Ulla Rathje.

På trods af de positive ord fra OK-huset, så ved Merethe Kasten ikke, om hun vil satse mere på at holde foredrag.

- Det er faktisk længe siden, jeg har været af sted. Men netop pensionister har jeg meget til overs for. Det er mennesker, som har prøvet meget i deres liv, og det er rørende at opleve deres interesse for overvægt og for at leve sundt. Derfor er jeg parat til stille og roligt at komme og give dem nogle gode tips, siger Merethe Kasten, der først og fremmest koncentrerer sig om sin familie efter nogle hårde år.

Hun åbnede i 2007 en tøjbutik i Fredericia, og det gik i første omgang godt. Det første regnskabsår viste et plus på 81.868 kr,, hvilket er flot for en nyåbnet forretning, men så blev Merethe Kasten ramt af en depression.

- Der er jo så mange kendisser, som er gået nedenom og hjem på grund af finanskrisen. Det er ikke kun mig, siger Merethe Kasten, der har været med i næsten 40 udgaver af 'Livet er fedt' og udsendelserne om 'Merethes mave'.

Bankerne ville ikke træde til, da succesen vendte, og der var oparbejdet en gæld på 1,45 mio. kr. i butikken. Merethe tabte selv 125.000 kr., som hun skød ind i selskabet bag butikken.

Merethe Kasten, der endnu ikke har rundet de 40 år, er nu førtidspensionist og er sammen med manden Ronnie meget bevidst om, at børnene Frederik og Emma ikke skal blive overvægtige og opleve de samme problemer, som hun selv har levet med.

Merethe Kasten har løst en del af sit fedme-problem med operation, som hun selv betalte for. Den foregik på privathospitalet Hamlet i København, og hun fik næsten halveret sin vægt, men nogle af kiloene er siden kommet tilbage.

I dag vil hun ikke dele sin vægt med resten af Danmark.

- Det går helt stabilt med vægten. Jeg vejer hverken for meget eller for lidt.

B.T. og undertegnede har ligesom TV2 og resten af Danmark fulgt Merethe siden 2001, hvor hun først dukkede op på skærmen. Vi var med til opturen og nedturen, men den virker heldigvis til at være stoppet nu. Der er igen glød i hendes stemme, selv om alt ikke er perfekt.

- Somme tider kunne jeg godt drømme mig tilbage til de gode gamle dage. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til foråret, fordi vinteren er den værste tid for mig, siger Merethe Kasten, hvis foredrag rummer gode råd om kost.

- Jeg har f.eks. erfaret, at det er godt at spise en banan om dagen, når man er deprimeret, og blåbær er også godt.