Den seneste tid har en lang række af kendte danskere været misbrugt til svindelnumre.

Nu indskriver tv-vært Lise Rønne sig i rækken af navne som Hilda Heick, Dennis Knudsen, Anne Linnet, Tina Dickow, der alle er blevet udsat for digitale krænkelser.

For Lise Rønne har den falske historie dog været gennemgående:

Hun skulle nemlig ifølge falske artikler og redigerede billeder være blevet jagtet af både banker og politi, efter hun på Go' morgen Danmark skulle have fortalt hemmeligheden om, hvordan alle kan forvandle småpenge til millioner i bitcoins uden at rejse sig fra sofaen.

Og desværre er en del mennesker blevet snydt af den fabrikerede historie.

Det skriver Lise Rønne selv i et opslag på Instagram.

'Jeg havde faktisk virkelig slået det hen som for langt ude til at gide at tage mig af det – men der er foruroligende mange af jer, der skriver og ægte er i tvivl, om det her er rigtigt? Altså: om jeg anbefaler at lave hurtige penge ved at købe bitcoins,' skriver tv-værten.

Derfor advarer hun nu sine følgere mod de mange forsøg på at snyde penge ud af godtroende danskere med hendes ansigt på.

For Lise Rønne cementerer, at det ikke er hendes egne anbefalinger eller rigtige billeder af hende, der iført håndjern føres væk af politiet, der florerer på nettet i disse dage.

'Smarte måder at tjene penge på er nok sjældent super smarte. Nogle må bruge masser af kræfter på at strikke de her skøre ting sammen, og man må jo desværre antage, at det er fordi, det nogle gange nytter,' skriver hun.

Flere kendte danskere som tv-vært Abdel Aziz Mahmoud og musiker Andreas Odbjerg har da også kommenteret advarslerne og gjort sig morsomme på de mere eller mindre vellykkede svindelnumres bekostning.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Lise Rønne.