Hun gjorde ikke det store væsen af sig. Hverken i Varnæs-familiens køkken eller hjemme på villavejen i Virum. Men hendes væsen fyldte utrolig meget i danskernes hjerter. Var – som skuespiller Laus Høybye har udtrykt det – sådan én, man gerne ville have som ekstra-mormor.

Nu er hun ikke mere. Vores alle sammens Laura fra 'Matador' har skænket sin sidste kop kaffe.

94 år nåede Elin Reimer at få i sin kop. Flere end hun troede.

»Jeg havde jo slet ikke regnet med at blive så gammel. Det er ikke så tosset, vel?« som hun med et lunt smil sagde, da B.T. besøgte hende i anledning af hendes 90-års fødselsdag.

Skuespiller Elin Reimer på sin 90-års fødselsdag.
Skuespiller Elin Reimer på sin 90-års fødselsdag. Foto: Susanne Johansson
Vis mere

Der var næppe heller ikke nogen i hjemmet på Frederiksberg, der havde regnet med, at deres lille Elin en dag skulle blev én, som satte et så markant aftryk i danskernes bevidsthed.

For godt nok var de i familien Reimer-Nielsen begejstrede for amatørteater og støttede op om datteren, da hun som 12-årig fik hovedrollen som prinsessen i 'Svinedrengen' på Bellahøj Friluftsteater og snart også lavede hørespil til børn i radioen. Men faderens formanende pegefinger ignorerede man ikke bare.

Så Elin makkede ret, tog et maskinskrivningskursus og indledte en uddannelse som forsikringselev. Så hun med faderens ord havde noget at falde tilbage på.

Helt spildt var formaningen da heller ikke. For selv om det som 18-årig lykkedes hende at blive optaget som elev på skuespillerskolen i første forsøg med efterfølgende fast engagement på Aalborg Teater, satte en graviditet i 1951 Elin Reimers spirende karriere på standby. Hun måtte ty til kontorarbejde for at kunne forsørge sig selv og sin lille søn Erik.

Men i 1954 slap hun tasterne. Og vendte aldrig tilbage til dem igen.

For der var bud efter den talentfulde unge skuespillerinde, som med lige stor troværdighed og gennemslagskraft kunne spille klassikere som 'Hvem er bange for Virginia Woolf?' og 'Helligtrekongersaften' og folkelige succeser som 'Jeppe på bjerget' og 'Folk og røvere i Kardemommeby'. Ikke at forglemme præstationerne på Det Kongelige Teater, hvor hun var ansat fra 1976 helt frem til 1989.

»En forgudet skuespillerinde, der har skabt vidunderlige roller på teatret. Men selv om hun havde gjort sig fortjent til det, så blev hun aldrig nogen primadonna. Der boede bare ikke nogen primadonna inde i hendes store bryst,« som Lise Nørgaard tidligere har beskrevet hende til B.T.

En ung udgave af skuespillerinden Elin Reimer.
En ung udgave af skuespillerinden Elin Reimer. Foto: JØRN TIMM
Vis mere

Netop Lise Nørgaard kom til at spille en markant rolle i Elin Reimers liv. Måske for stor.

'Matador's mor var en af tekstforfatterne til DR's ugentlige satire-revy 'Uha-Uha', som fra 1972 til '75 fik danskerne til at knække sammen af grin hjemme i sofaen.

I skuespil-ensemblet var Elin Reimer. Og snart fik hun også en rolle i 'Huset på Christianshavn', som den gode Lise Nørgaard som bekendt også havde et par fingre med i spillet i.

Folkeligheden var således allerede etableret, da Elin Reimer i en alder af 50 fik den rolle, der skulle blive overskriften på hele hendes karriere. Rollen som Laura i Lise Nørgaards 'Matador'. Den bundsolide og autoritetstro kokkepige i familien Varnæs' køkkenregioner.

Et af danskernes yndlingsafsnit af 'Matador' er det, hvor Laura skal have sin fortjenstmedalje. Også i virkeligheden fik den populære skuespillerinde en medalje, nemlig Ridderkorset.
Et af danskernes yndlingsafsnit af 'Matador' er det, hvor Laura skal have sin fortjenstmedalje. Også i virkeligheden fik den populære skuespillerinde en medalje, nemlig Ridderkorset. Foto: Steen Jacobsen
Vis mere

Dér vandt hun – helt fortjent – en stor plads i danskernes hjerter. En plads, der genudsendelse efter genudsendelse blev holdt åben.

»Det er så rørende,« sagde Elin Reimer til B.T. i 2018.

Men at medaljen også havde en bagside, lagde hun ikke skjul på.

For lige så venlig, smilende og imødekommende hun var, havde Elin Reimer én ting til fælles med Laura. Hun holdt privatlivet for sig selv.

Som ung var hun i kort tid gift med kontorassistent Jørgen Holnæs. Siden dannede hun fra 1958 til 1969 par med den ungarsk fødte instruktør Peter Eszterhas. Sønnen Erik mistede hun midt i 00'erne. Det var, hvad man vidste om Elin Reimers private liv.

Elin Reimer holdt privatlivet tæt ind til kroppen. Her ses hun dog til reception med barnebarnet Merit.
Elin Reimer holdt privatlivet tæt ind til kroppen. Her ses hun dog til reception med barnebarnet Merit. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Jeg har jo holdt mig tilbage i mange år. Og det har været med vilje,« sagde hun om sine sjældne optrædener i spalterne og fortsatte:

»Jeg bor dér, hvor jeg vil, og hvor jeg havde planlagt. Og hvor jeg må have lov til at være en helt anden.«

For derude i gulstensvillaen på Kaningårdsvej i Virum kunne hun få lov til at være sig selv. Være Elin Reimer.

Derude råbte de ikke Laura efter hende på gaden. Der var hun kendt som den søde gamle dame, der langt op i alderen med ildhu passede sin elskede have og sine blomster.

»Jeg vil helst blive boende, indtil de hiver mig ud med benene først,« som hun i 2019 sagde til Billed-Bladet om de trygge rammer.

Nu er der tomt på villavejen i Virum. Men mindet om vores alle sammens elskede Laura vil vi beholde i vores hjerter.