Som tidligere skrevet på bt.dk. faldt Lise Nørgaard foran Det Kgl. Teater for et par uger siden.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Egentlig var hun på vej ud af teatret efter at have set balletten »Tornerose« sammen med tvillingedøtrene Bente og Anne og en svigersøn. Men Nørgaard faldt og brækkede lårbenshalsen på venstre ben.

Efter indlæggelse på Gentofte Hospital blev Nørgaard overført til Herlev Hospital, hvor det ellers så ud til at gå hurtigt fremad for den 93-årige forfatter - da hun først var sat sammen med skruer og søm.

Kan ikke klare trapperne


Men efter bare et døgn hjemme i lejligheden i Skodsborg er Lise Nørgaard igen blevet indlagt.

Selv om operationen var vellykket, og den populære forfatter er en stædig dame, kan hun ikke klare trapperne i lejligheden. Nu skal hun i gang med genoptræning af benet. Det skriver Billed-Bladet torsdag.

- Jeg ved ikke, hvor længe det kommer til at tage, men vi regner med at få hende hjem inden jul, siger Lise Nør­gaards datter Bente Flindt Sørensen til B.T.

Hun har været i kontakt med sin mor, der efter omstændighederne har det godt og er ved godt mod.

- Det ville ligne hende dårligt andet, siger Bente Flindt Sørensen.

Overfor Billed-Bladet har datteren i dag gjort det klart, at det lige så meget er den manglende førlighed som smerterne, der generer forfatteren.

- Det har så sandelig også været slemt for hende, at hun nu har været nødt til at aflyse alle de arrangementer, hun havde planlagt i december« siger Bente Flindt Sørensen til ugebladet.

Jul hos datteren


Lise Nørgaard skal holde jul i datteren Anne Flindt Christensens hjem i Rungsted. Men selv om julen måske dermed kommer til at foregå i en trist stemning for Lise Nørgaard personligt, vil hun sikkert glæde sig over udsigten til at blive oldemor til to tvillinger i det kommende år.

- Det er lidt sjovt, at min datter også skal have tvillinger, som mor selv fik. Min mor synes også, det er fantastisk. Hun mener ikke, der er noget bedre end tvillinger, siger Bente Flindt Sørensen.