En ellers hyggelig aften endte forleden på skadestuen for Lise Nørgaards vedkommende.

Et uheldigt styrt resulterede nemlig i en tur på Herlev Hospital, hvor de kunne konstatere, at hun havde brækket lårbenet, skriver Billedbladet.

»Det var den skønneste aften, og jeg havde lige skænket mig mit daglige glas rosé, som jeg ville nyde ude på altanen. Så snubler jeg, og jeg vidste med det samme, at den var gal. Roséen fløj op i luften, og dér lå jeg så,« fortæller hun til mediet.

Lørdag blev hun dog udskrevet.

Nu kan hun se frem til tre til fire ugers genoptræning, efter knoglen blev skruet sammen på hospitalet.

Men der er da ikke noget, den 102-årige forfatter og journalist ikke har prøvet før.

I 2010 faldt hun og brækkede venstre lårben efter et teaterstykke på Kongens Nytorv. Og for tre år siden måtte hun atter forbi hospitalet efter et fald i hjemmet. Her gik det ud over bækkenet.

Over for Billed-Bladet understreger hun dog, at hun er ved godt mod efter sit seneste fald.

Under sin fødselsdagsfejring overrakte Lise Nørgaard legatet af samme navn til Uri og Helle Løvevild Golman. Legatmodtagerene forærede som tak Lise Nørgaard et fotografi af en Paradisfugl.
Under sin fødselsdagsfejring overrakte Lise Nørgaard legatet af samme navn til Uri og Helle Løvevild Golman. Legatmodtagerene forærede som tak Lise Nørgaard et fotografi af en Paradisfugl. Foto: Jens Astrup
Vis mere

I midten af juni kunne 'Matador's mor fejre sin 102-års fødselsdag. Det skete ad to omgange.

Først på selve dagen – 14. juni – med børnene, børnebørnene og oldebørnene, og siden på i kulissebyen Korsbæk på Bakken. Her blev gæster budt på kage og 'Matador'-stemning.

Desuden uddelte Lise Nørgaard på dagen sit legat af samme navn. Et legat, der siden 2017 årligt er blevet uddelt til nogle, der i særlig grad har bidraget til at værne om naturen eller fremme kulturen.

I år modtog fotografparret og naturforkæmperne Uri og Helle Løvevild Golman legatet på 20.000 kroner for deres arbejde med at dokumentere verdens vilde steder.