Den danske skuespiller Ole Ernst, som gik bort natten til søndag, var op gennem 70’erne et af de helt store navne i branchen. Men sideløbende med succesen kæmpede han en kamp mod et alkoholmisbrug, som kastede en stor, sort skygge over hans karriere.

Ole Ernsts personlige problemer fik nemlig så store konsekvenser, at det kostede ham rollen som ‘Røde’ i det danske tv-klenodie Matador.

Det afslører Matadors ‘mor’, forfatter og journalist, Lise Nørgaard, til bt.dk.



- Det er rigtigt, at Ole Ernst var tiltænkt rollen som Røde. Både Balling (instruktør Erik Balling, red.) og jeg syntes, at han var umådeligt velegnet til rollen. Det var Erik, der bestemte, hvem der skulle spille hvad, men da vi sad og snakkede om rollebesætning, viste det sig, at vi begge havde Ole Ernst i tankerne, husker 96-årige Lise Nørgaard om udvælgelsen til tv-serien, der fandt sted i 1977.

Men sådan gik det som bekendt ikke.

Ole Ernsts stigende hang til flasken kulminerede på samme tid med, at Danmarks Radio rejste et erstatningskrav mod ham, fordi han udeblev fra tv-optagelser til P.O. Enquists 'Tribadernes nat'. Dermed var Matador-rollen en saga blot.

Spørgsmål om disciplin

- Ole Ernst havde ind imellem et vanskeligt sind og så vidt jeg ved nogle arbejdsproblemer, som gjorde, at han og Danmarks Radio havde en kontrovers, så vi måtte opgive ham. Skuespil er jo ligesom journalistik. Det er et spørgsmål om disciplin, og hvis folk ikke lever op til de forventninger, man burde have til dem, må man sige, at så er det det, siger Lise Nørgaard og fortsætter:

- Det var i første omgang kedeligt, for Ole Ernst var dengang så stor, at han kunne få de roller, han ville have, og vi vidste jo hverken, at at Matador ville blive så stor, eller at der eksisterede en anden 'Røde'.

Men det gjorde der noget så eftertrykkeligt i form af den unge, ukendte skuespiller Kurt Ravn, som i Matador fik sit helt store gennembrud. - Balling tog mig med til en revy, hvor Kurt Ravn medvirkede, og vi vidste med det samme, at han var den perfekte 'Røde'. Og i og med at han blev sådan en gevinst for foretagendet, skænkede jeg det ikke en tanke siden, at rollen egentlig var tiltænkt en anden, lyder det fra Lise Nørgaard.

Rasede mod tv-serier

Noget tyder dog på, at Ole Ernst havde lidt sværere ved at slippe tanken og komme videre. I hvert fald skrev han efterfølgende et debatindlæg i en landsdækkende avis om, at han fandt det foragteligt, at skuespillere tog roller i tv-serier.



- Det virkede lidt besynderligt, syntes jeg. Faktisk fandt jeg det en smule patetisk, at han skrev, at han ikke begreb, at skuespillere ville arbejde for tv-serier, da jeg regner med, at han gerne ville have den rolle, siger Lise Nørgaard.

Hun understreger dog, at Ole Ernsts kontroverser med Danmarks Radio aldrig var målrettet hende, og at de hele tiden var på god fod med hinanden.

Var ædru

For et år siden, da Lise Nørgaard sad på Cafe Victor, kom Ole Ernst hen til hendes bord og spurgte, om han måtte sætte sig.

- Han var blevet meget ældet, da jeg så ham, og han sagde oven i købet 'kan du kende mig'. Så sad vi og snakkede sammen om alt muligt mellem himmel og jord. Jeg var klar over, at han ikke havde det godt, men han var ædru. Det var sidste gang, jeg så ham, lyder det fra Lise Nørgaard.

Ole Ernst blev 73 år og sov stille ind natten til søndag i sit hjem på Østerbro i København.