'Det er bare et par blå mærker, men hold kæft, mand, det gjorde naller.'

Sådan forklarer tv- og radiovært Lisbeth Østergaard det billede, hun har delt på sin Instagram, hvor benene er dækket af store, blå plamager.

Skader, som kom i forbindelse med hendes deltagelse i Kanal 5 tv-programmet 'Stjerner i trøjen', da hun i fuld uniform skulle hoppe ud fra en 13 meter høj skrænt.

»For nogen lyder det som ingenting, men for mig lyder det helt sindssygt. Jeg hopper aldrig i fra kanten. Jeg går i, når jeg skal i vandet. Jeg troede egentlig ikke, at jeg havde så mange problemer med højder, men hvis jeg skal ud over, så har jeg så fundet ud af, at der har jeg problemer,« siger hun til B.T.

Lisbeth Østergaard er en af de kendte danskere, der deltager i 'Stjerner i trøjen'.
Lisbeth Østergaard er en af de kendte danskere, der deltager i 'Stjerner i trøjen'. Bax Lindhardt

Og Lisbeth Østergaard måtte virkelig overvinde sig selv for at kunne tage springet.

»Hold kæft, hvor jeg havde det elendigt. Jeg græd og græd og græd i et væk, fordi jeg var så nervøs.«

Men hun vidste, at hvis hun ikke gjorde det i det øjeblik, ville hun aldrig få det gjort, men hun var ikke klar i hovedet, da hun sprang.

Derfor fik hun heller ikke stabiliseret sig selv ordentligt i luften eller holdt på hjelmen, som hun ellers skulle. Og landingen har hun én måde at beskrive på:

»Det er en ordentlig røvplasker!« siger Lisbeth Østergaard.

Konsekvensen af den mislykkede landing blev altså ganske synlig på hendes ben. Og selvom det, som Lisbeth Østergaard siger, bare var et slag og blå mærker, så kiggede hun alligevel lidt, da benene næsten hævede op til dobbelt størrelse.

Lisbeth Østergaard viser de blå ben frem på sin Instagram.
Lisbeth Østergaard viser de blå ben frem på sin Instagram.

Men befalingsmændene forsikrede hende om, at der ikke var noget farligt ved det – men ondt gjorde det de kommende dage.

»Hvert skridt jeg tog, så følte jeg jo, at benene var ved at falde af, når bare jeg bevægede mig, men der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen.«

Og benene så og føltes hærgede i lang tid efter springet.

På Instagram kalder hun også billedet et af de mest ømme og tarvelige, hun nogensinde kommer til at dele.

'Det er meget ømt, for kønt ser det ikke ud, og de der underhakker fra forsvaret gør det ikke bedre.'